lørdag den 11. oktober 2014

Tardelli nedlagde Messi & Co. i lørdagens Superclássico

Brasilien vandt lørdagens Superclássico das Américas efter en 2-0 sejr over Argentina på Birds Nest i Beijing. Argentina har således ikke endnu prøvet at vinde denne miniturnering, som så dagens lys i 2011.

Diego Tardelli blev matchvinder med et mål i hver halvleg. Den første scoring faldt efter 27 minutter, hvor Atlético-MG-angriberen udnyttede at to argentinske forsvarspillere gik i vejen for hinanden på et indlæg, og  den ‘falske’ 9‘er kunne derefter flugte bolden ind i det lange hjørne.

Og det blev såmænd til endnu en scoring fra Diego Tardelli. Oscar sendte 18 minutter efter pausen et hjørnespark ind foran Romeros mål, og efter en tur forbi David Luíz’ hårpragt endte bolden for næsen af Diego Tardelli ved den fjerneste stolpe. 

Det lignede ellers ikke en brasiliansk sejr efter den første halve time. Argentina startede kampen klart bedst og havde 6-0 i afslutninger og hele 70% boldbesiddelse. Men da brasserne kom foran ændrede kampen karakter. Dungas drenge kunne stå dybere og satse på omstillinger.

Brasilien havde også en fænomenal keeper i Jefferson, som i 1. halvleg ved stillingen 1-0 klarede et straffespark fra Lionel Messi. Botafogo-målmanden beviste i hvert fald i Beijing, at han godt kan passe landsholdshandskerne selvom mange brassere foretrækker Fábio fra mesterholdet Cruzeiro som sidste skanse.

Det brasilianske landshold tager nu turen videre til Singapore, hvor man møder Japan på tirsdag. Messi & Co. skal til Hong Kong for at møde værtsnationen, som er nummer 164 på FIFAs rangliste. Den sidste match kan man roligt kalde for spild af tid...

Brasiliens formation (4-3-3):
Jefferson;
Danilo, Miranda, David Luiz (Gil), Filipe Luís;
Luiz Gustavo, Elias, Oscar;
Willian, Diego Tardelli (Kaká), Neymar (Robinho)


Se højdepunkterne fra Brasilien - Argentina

Diego Tardelli fejrer den ene af sine to første scoringer for landsholdet (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar