torsdag den 24. juli 2014

To selvmål afgjorde den sydamerikanske Super Cup

Atlético-MG erobrede sin anden sydamerikanske titel inden for et år, da ‘O Galo’ (Hanen) hjemme på Mineirão besejrede de argentinske Copa Sulamericana-vindere fra Lanús med 4-3 i den anden finalekamp i Copa Recopa.

Copa Libertadores-mestrene fra Belo Horizonte havde vundet den første opgør i Buenos Aires med 1-0, og dermed kom de samlede sejrscifre til at lyde på 5-3. Det lyder relativt sikkert, men det var det slet ikke.

Faktisk vandt Lanús den ordinære kamp med 3-2 på et mål i overtiden af Lautaro Acosta, og da udebanemål ikke tæller ekstra i finalekampene skulle vinderen af denne sydamerikanske Super Cup findes via forlænget spilletid.

I de ekstra spilleminutter var frøken Fortuna med Atlético, som høstede hele to selvmål . Først var Gustavo Gómez, som var uheldig at rette et indlæg af ind bag egen keeper, og siden var det Víctor Ayala, som totalkiksede en tilbagelægning til sin egen målmand.

En hæsblæsende finalekamp

Det var i det hele taget en hæsblæsende finalekamp, som så sin første scoring allerede efter 7 minutters spil, hvor hjemmeholdets Diego Tardelli sikkert udnyttede et straffespark dømt for ‘hands’. Dermed kunne populære Atlético-angriber fejre sit mål nummer 100 i den sort-hvid-stribede trøje.

Men Lanús slog kontra i det efterfølgende angreb ved Víctor Ayala, og tankforwarden Santiago Silva skabte totalt balance i det samlede regnskab efter 25 minutter med sin scoring til 2-1. Denne flotte vending fik de medrejsende Lanús-tilhængere til at gå noget, der lignede jubelamok bag, og troen på et godt argentinsk resultat var tilbage.

Nyerhvervelse Maicosuel bragte igen pokalen tilbage på Atléticos hænder med sin scoring kort før pausen,  og denne stilling holdt lige ind til den ordinære kamps overtid. Her lykkedes det igen for Lanús at stå op fra de døde med målet til 3-2.

Som ved den anden scoring skulle bolden kæmpes det sidste stykke ind over stregen efter en retur fra hjemmeholdets brasilianske VM-keeper Victor. Jo, argentinerne forstod at fighte, og det forløsende mål kom efter en sand belejring af hjemmeholdets bur.

Derfor var skæbnen ekstra ond ved Lanús i den forlængede spilletid. Ingen har fortjent at tabe en finalekamp på to selvmål, men det var imidlertid hvad der overgik de argentinske gæster.

De brasilianske tilskuere kunne derfor ånde lettet op efter 120 minutters forrygende finalefodbold. Atlético sikrer sig sin fjerde sydamerikanske titel i historien, og man undgik et nyt ‘Mineirazo’ på den arena, hvor landsholdet for 14 dage siden tabte med 7-1 til Tyskland ved VM.

Farvel til Ronaldinho?

Finalen blev overværet af 54.786 tilskuere, og de blev med al sandsynlighed vidner til Ronaldinhos sidste optræden for Atlético-MG. R10 blev for anden kamp i træk hevet ud af træneren Levir Culpi, og det faldt heller ikke i stjernespillerens smag denne gang. På de sociale medier har Ronaldinho i hvert taget afsked med klubben i Belo Horizonte:
Dette samarbejde blev en stor succes. 'Galo' (Hanen - Atléticos kælenavn) vil altid være i mit hjerte
Tyrkiske Besiktas rygtes som den næste destination for Ronaldinho, som nåede at vinde Campeonato Mineiro (delstatsmesterskaberne i Minas Gerais), Copa Libertadores og nu Copa Recopa i løbet af sine 2 år i Atlético-MG.

Se målene fra finalen

Atlético-MG kan fejre sin anden sydamerikanske triumf inden for et år (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar