fredag den 17. januar 2014

Santos-angriber tryller endnu en hælscoring frem

Talentfabrikken fra Santos er endnu en gang klar til 1/8-finalen i Copa São Paulo de Júnior  efter torsdagens 4-1 sejr over Grêmio Osasco. Efter en lidt tam 1. halvleg åbnede 'O Peixe" (Fisken) for målsluserne efter pausen.

Diego Cardoso var første mand på pletten efter 4 minutter, mens Stéfano Yuri bare 3 minutter senere tryllede med en hælscoring. Det er angriberens anden scoring i denne turnering efter denne recept, og hvorfor skulle han også stoppe med noget, som virker..

Indskiftede Jorge Eduardo sørgede for 3-0 med et kvarter igen. Matheus fik pyntet lidt på stillingen i slutminutterne, hvorefter angrebsbacken Daniel Guedes (læg mærke til ham) satte det sidste søm ind i Grêmios ligkiste.

Santos møder i næste runde Taboão da Serra, som smadrede Audax-SP med 5-1. Taboão er turneringens store overraskelse, men mon ikke de må strække våben mod klubben, som ligner et godt bud på den samlede vinder af Copa São Paulo. Det vil i så fald være for andet år i træk.

Se de fire Santos-mål mod Grêmio Osasco her

Stefáno Yuri har brilleret med to hælscoringer indtil videre (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar