lørdag den 31. august 2013

Michael Jackson lægger op til John Lennon

Atlético-GO rullede sig ud hjemme på eget græs, da "O Dragão" (Dragen) besejrede Oeste med hele 4-0 i den ene fredagskamp i Serie B. Anfører Bida åbnede scoringen midt i 1.halvleg direkte på frispark, og Jorginho fordoblede føringen bare et par minutter senere. 

De sidste to mål faldt inden for kampens sidste fem minutter. Først fulgte Marino op på en afslutning fra debutanten Adriano "Michael Jackson", og til allersidst gik der for alvor musik i den, da John Lennon kunne sætte en scoring ind på oplæg fra Michael Jackson. Hjemmeholdet stillede forøvrigt op uden Mahatma Gandhi, men så er det jo godt at musikdrengene kan tage over...

Atlético-GO, der ikke havde vundet hjemme på Serra Dourada siden den 5. spillerunde, fik med sejren lidt luft til nedrykningsstregen. Klubben fra Goiânia ligger nu nummer 14 med fire points ned til den kedelige streg. Oeste ligger lige en placering under Atlético noteret for et point færre end fredagens overmænd.

I den anden fredagskamp blev det til en 2-0 sejr til Avaí over bundproppen ABC. Hjemmeholdet kom foran i slutningen 1. halvleg på et kæmpedrop af ABC-keeperen Lopes, og kort før tid slog Avaí til på et straffespark. Cléber Santana blev dobbelt målscorer for holdet fra Florianópolis, som med sejren rykker op som nr. 6 i tabellen med ét point op til Top 4.

Der mangler endnu seks kampe i denne 18. spillerunde, og de spilles alle lørdag. Topholdet Palmeiras skal en tur til Ceará, mens der er direkte duel om en Top 4-placering, når Sport Recife tager imod Boa hjemme på Ilha do Retiro i Recife.

Se målene fra Atlético-GO - Oeste

Fredagens kampe, Serie B:
Atlético-GO - Oeste  4-0
Avaí - ABC  2-0

fredag den 30. august 2013

Dungas drenge videre efter endnu en remis

Internacional er som det sidste hold klar til kvartfinalen i Copa do Brasil efter at Dungas drenge spillede 2-2 ude med Salgueiro fra Serie D. "O Colorado" (De Røde) havde 3-0 med fra det første møde i Novo Hamburgo, så den samlede sejr kom til at lyde på 5-2.

"O Colorado" var foran to gang på mål af Jorge Henrique og Alex, men hjemmeholdet fik svaret tilbage ved Renieri og Daniel. Udligningen kom i overtiden, og det må ærgre træner Carlos Dunga, hvis mandskab spiller alt for meget remis. 8 uafgjorte kampe ud af 15 kampe i Serie A taler sit eget sprog.

Internacional møder i næste runde Atlético-PR, der eliminerede de forsvarende pokalmestre fra Palmeiras. "O Furacão" (Orkanen) er godt kørende for tiden med en storspillende Éderson i spidsen.

Se målene fra Salgueiro - Internacional

Marlone mod et gennembrud i Vasco-trøjen

Vasco da Gama kvalificerede sig som ventet til kvartfinalen i Copa do Brasil, da "O Cruz-Maltino" hjemme på São Januário besejrede Nacional-AM med 2-1. Rio-holdet havde vundet det første opgør i Manaus med 2-0, så den samlede sejr kom til at lyde på 3-1.

Nacional tog overraskende føringen efter syv minutters spil, da anfører Danilo Rios i to omgange fik ekspederet et straffespark ind bag Diogo Silva i hjemmeholdets bur. 

Vasco fik dog vendt kampen på en scoring af Marlone efter en god halv times spil, og netop indskiftede Dakson sørgede for sejrsmålet med bare tre minutter igen af matchen .

Den 21-årige Marlone er ved at få sig et lille gennembrud for Vasco-holdet. Den egenudviklede offensivspiller var hjemmeholdets bedste, og han kronede en flot indsats med sin første scoring på seniorniveau. 

Vasco møder i næste runde Goiás, der overraskende eliminerede Fluminense. Den samlede vinder af turneringen bliver præmieret med en plads i Copa Libertadores 2014.

Se målene fra Vasco da Gama - Nacional-AM

Copa do Brasil, 1/8-finaler, returkampe:
Salgueiro - Internacional  2-2  (Internacional videre med 5-2)
Vasco da Gama -Nacional-AM  2-1 (Vasco videre med 4-1)

Kvartfinaler:
Corinthians - Grêmio
Internacional - Atlético-PR
Goiás - Vasco da Gama
Botafogo - Flamengo

torsdag den 29. august 2013

Seedorf & Co. holdt stand mod Libertadores-mestrene

Botafogo er klar til kvartfinalen i Copa do Brasil efter at Clarence Seedorf & Co. klarede 2-2 ude mod årets Copa Libertadores-vindere fra Atlético-MG.

"O Fogão" havde vundet det første opgør på Maracanãs berømte græstæppe med 4-2, og Rio-holdet formåede at holde stand på Arena Independência, hvor Atlético ellers er kendt for at vende selv de sværeste kampe til samlet sejr.

Ronaldinho & Co. lagde da også tryk på gæsterne fra start af, og "O Galo" (Hanen) kunne fortjent gå til pausen oppe med 1-0 på mål af højre backen Marcos Rocha. Botafogo fik svaret igen lige efter pausen, da holdets topscorer Rafael Marques styrede bolden i nettet fra nær hold.

Atlético-MG tog igen teten ved nyerhvervelsen Fernandinho, men igen fik gæsterne skabt balance på måltavlen ved den unge stopper Dória, som skulle bruge et par forsøg for at få udplaceret Victor i hjemmeholdets mål.

Dermed skulle hjemmeholdet levere to scoringer inden for den sidste halve time for at sikre sig en afgørelse på straffespark. Det blev en umulig mission. Dertil var landsholdskeeperen Jefferson simpelthen for stærkt spillende.

Botafogo møder i næste runde bysbørnene fra Flamengo, som eliminerede Cruzeiro på reglen om udebanemål. Begge opgør spilles på Maracanã, og der skal nok komme pænt med mennesker til dette Rio-derby.

Se målene fra Atlético-MG - Botafogo

Brandvarme Éderson eliminerer pokalmestrene

De forsvarende pokalmestre fra Palmeiras er ude af dette års turnering efter at "O Verdão" tabte onsdagens returkamp med 3-0 til Atlético-PR.

Klubben med de italienske rødder havde ellers 1-0 med i bagagen til Curitiba, men det forspring blev spist op allerede i 1. halvleg. Det var selvfølgelig holdets topscorer Éderson, som passerede Fernando Prass i gæsternes mål.

Rutinerede Paolo Baier sendte Atlético-PR mod næste runde med sin scoring midt i 2. halvleg, mens Éderson med sin anden scoring i kampen lukkede og slukkede for kampen med et lille kvarter igen.

Atlético-PR er dermed klar til kvartfinalen, hvor modstanderen med al sandsynlighed bliver Internacional. "O Colorado" (De Røde) spiller i nat returkamp mod Salgueiro, og Dungas drenge har 3-0 med i bagagen fra det første møde i Porto Alegre.

Se målene fra Atlético-PR -Palmeiras

Ingen pokalsucces for Gabigol og Santos

Grêmio løste billet til kvartfinalen i Copa do Brasil, da "O Tricolor" på eget græs besejrede Santos med 2-0. Begge scoringer faldt efter pausen. Souza var første mand på pletten for hjemmeholdet efter fint forarbejde af anfører Barcos. Midtbanespilleren, der har været igennem en hård tid med skader, lod tårerne få frit løb efter målet, som han dedikerede til klubbens fans.

Gæsterne fra Santos havde vundet det første opgør på Vila Belmiro med 1-0, så Souza-scoringen betød, at de to mandskaber var fuldstændig lige i den samlede stilling. Vi slap imidlertid for straffesparkskonkurrencen, da Werley bare tre minutter før tid passerede Aranha i gæsternes mål. Her var det højre kanten Pará, som var fodermester.

Det 16-årige stortalent Gabriel med kælenavnet Gabigol spillede en times tid for Santos. Angriberen satte bolden i nettet for tredje kamp i træk, men scoringen blev korrekt annulleret for offside. Den unge mand fra Santos blev simpelthen for ivrig og kom til at ligge små 5 meter for langt fremme på en ellers glimrende aflevering fra Thiago Ribeiro.

Grêmio møder i næste runde Corinthians, der besejrede Luverdense med 2-0 på mål af Alexandre Pato og Fábio Santos. "O Timão" (Det Store Hold) havde sensationelt tabt til første opgør til holdet fra Serie D, men verdensmestrene fik lige rettet op på sagerne hjemme på Pacaembu.

Se højdepunkterne fra Grêmio - Santos

Fred & Fluminense floppede også i pokalen

Goiás er klar til kvartfinalen i Copa do Brasil efter at de smaragdgrønne hjemme på Serra Dourada besejrede Fluminense med 2-0.

Holdet fra Goiânia gik på banen bagud 1-0 efter det første opgør i Rio de Janeiro, men Renan Oliveira fik bragt balance i den totale score kort før pauseteen, da han strøg igennem gæsternes bagerste rækker og sikkert udplacerede landsholdskeeperen Diego Cavalieri.

Willian Matheus skulle kun bruge 8 minutter af 2. halvleg til at sende den afgørende scoring ind i en situation, hvor Fluminenses forsvar igen lignede noget, der var sat sammen hen over en fyraftenspilsner en eller anden sen nattetime.

Goiás får i næste runde sandsynligvis endnu et Rio-hold på menuen. Vasco da Gama spiller i nat returkamp mod Nacional-AM, og sparkespecialisten Juninho Pernambucano med følge er oppe med to mål efter det første møde i Manaus.

De brasilianske mestre fra Fluminense må nu koncentrere sig om Serie A, hvor "O Tricolor" ligger tre points over nedrykningsstregen og har hele ni points op til den Top 4, der giver adgang til Copa Libertadores 2014. 

Det har i det hele taget været en trist sæson for de regerende brasilianske mestre. Fred & Co. floppede i den regionale mesterskabsturneringen i starten af året, og indsatsen i Copa Libertadores levede heller ikke op til forventningerne med et kvartfinalenederlag til Olimpia. 

Meget var derfor sat ind på at vinde Copa do Brasil, men også her måtte "O Tricolor" med resultatet i Goiânia skuffe sine mange fans. Fluminense har på det seneste solgt nøglespillere som Thiago Neves og Wellington Nem, og nu med Decos karrierestop er der ikke meget magi tilbage hos Rio-klubben.

Se målene fra Goiás - Fluminense

Sen scoring sender Flamengo i kvartfinalen

Flamengo nappede billetten til kvartfinalen i Copa do Brasil, da "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) besejrede Cruzeiro med 1-0 foran 47.103 betalende tilskuere på Maracanã. 

Cruzeiro havde vundet det første opgør i Belo Horizonte med 2-1, så det blev udebanemålet for en uge siden, som sikrede Flamengo en plads i næste runde.

Midtbanespilleren Elias blev det store helt for Flamengo, da han bare to minutter før tid satte bolden ind bag sin anførerkollega Fábio til en kæmpe forløsning for de mange fremmødte på den flotte arena i Rio de Janeiro.
Sejren var fortjent nok. "O Rubro-Negro" havde teten i det meste af kampen, ligesom de fleste chancer også faldt af til Marcelo Moreno & Co. Mano Menezes' mandskab har dog haft store problemer med at få puttet bolden ind over stregen. Det var også tilfældet denne onsdag.

Gæsterne fra Cruzeiro leverede en skuffende præstation. "A Raposa" (Ræven) havde store problemer med at holde bolden i egne rækker og var kun farlige på enkelte kontrastød. Det lignede slet ikke det mandskab, som nærmest havde kørt Flamengo rundt i manegen i de første opgør.

Flamengo møder i kvartfinalen lokalrivalerne fra Botafogo, som i den tidlige onsdagskamp eliminerede Copa Libertadores-mestrene fra Atlético Mineiro. Der skal nok også komme pænt med tilskuere til de to kampe på Maracanã. Pokalturneringen har virkeligt fået en opblomstring efter at man har åbnet for at Libertadores-holdene igen kan deltage.

Se højdepunkterne fra Flamengo - Cruzeiro

Copa do Brasil, 1/8-finaler, returkampe:
Atlético-MG - Botafogo  2-2  (Botafogo videre med 6-4)
Atlético-PR - Palmeiras  3-0  (Atlético-PR videre med 3-1)
Corinthians - Luverdense 2-0  (Corinthians videre med 2-1)
Flamengo - Cruzeiro  1-0  (Samlet 2-2, Flamengo videre på udebanemål)
Goiás - Fluminense 2-0  (Goiás videre med cifrene 2-1)
Grêmio -Santos 2-0  (Grêmio videre med 2-1)

Spilles torsdag:
Internacional - Salgueiro
Vasco da Gama - Nacional-AM

onsdag den 28. august 2013

Surt show for América, Figueirense og FCN-Bueno

América-MG tabte et vigtigt skridt i kampen om oprykningspladserne i Serie B, da "O Coelho" (Kaninen) hjemme på Arena Independência tabte med 2-0 til konkurrenterne fra Joinville.

Hjemmeholdet havde de fleste chancer, men Ivan i Joinville-målet klarede godt for sig. I stedet blev det gæsterne, der rendte med sejren med to mål af Lima i løbet af de sidste 20 minutter.

Joinville rykker med sejren op i den Top 4, som efter sæsonen præmieres med en plads i Serie A. Palmeiras topper rækken tæt forfulgt af Chapecoense, mens Sport Recife, Joinville, Paraná og Boa ligger i knivskarp kamp om placeringerne fra 3-6.

América-MG blev ikke den eneste taber denne tirsdag. Figueirense tabte ude med 3-1 til ASA, og holdets vicetopscorer Ricardo Bueno med fortid i FCN midt i 2. halvleg måtte udgå med en alvorlig knæskade. América ligger på 7. pladsen med tre points op til Top 4, Figueirense har som 8'er fire points op til det forjættede land.

Se målene fra América-MG - Joinville

Se målene fra ASA - Figueirense

Tirsdagens kampe, Serie B:
América-MG - Joinville  0-2
ASA - Figueirense  3-1
América-RN -Chapecoense  0-1 (udsat fra 15. runde)

mandag den 26. august 2013

Fodboldfest på VM-arena ødelagt af vandaler

Der var indbudt til fodboldfest i hovedstaden Brasília, hvor nationalarenaen Mané Garrincha lagde græs til opgøret i Serie A mellem storklubberne Vasco da Gama og Corinthians.

Selve kampen endte 1-1 efter at den peruvianske landsholdsangriber Paolo Guerrero havde bragt Corinthians foran efter bare fire minutters spil. Værterne fra Vasco fik dog udligning ni minutter efter pausen, da André udnyttede et oplæg fra anfører Juninho Pernambucano.

Matchen var såmen underholdende nok, men det var desværre begivenhederne på tribunen, som stjal opmærksomheden. De to klubbers fangrupper startede i pausen et masseslagsmål, hvor flere uskyldige kom i klemme. Det var uhyggelige billeder, som nok skal skræmme mange personer og især familier fra at tage til fodbold.

For bare en uge siden endte en kamp mellem Flamengo og São Paulo samme sted også med nogle uværdige scener, hvor en Flamengo-tilhænger blev sparket til pindebrænde uden for arenaen (Se episoden her). De brasilianske klubber har en kæmpe opgave at løse, hvis de vil volden til livs. De har gjort det i England, de har gjort det i Tyskland, så måske skulle den brasilianske fodboldverden søge lidt inspiration her for øge sikkerheden i forbindelse med kampafviklingen.

Men nu tilbage til det, som det hele burde handle om. Corinthians mister med det ene point sin plads i Top 4. "O Timão" (Det Store Hold) må tage til takke med en 5. plads med fem points op til Cruzeiro på 1. pladsen. Vasco er nede som nummer 11 distanceret med syv points til de pladser, som giver adgang til Copa Libertadores 2014.

Se målene fra Vasco da Gama - Corinthians


Vil du tage dine børn med til fodbold i Brasilien efter at have set disse scener?

"Orkanen" blæste Botafogo omkuld

Oprykkerne fra Atlético-PR nappede en flot skalp, da man på den lånte hjemmebane Durival de Britto i Curitiba besejrede duksekandidaterne fra Botafogo med 2-0.

Éderson blev den helt store helt for "O Furacão" (Orkanen), da han to gange efter pausen sendte bolden ind bag landsholdsmålmanden Jefferson i Botafogo-buret. Den 24-årige Éderson kan dog sende en stor tak til angrebskollegaen Dellatorre for nogle flotte assists.

Spillerne fra "Fogão" virkede en smule apatiske denne søndag. Det var slet ikke den samme sprudlende angrebsfodbold, som vi er vant til at se fra de zebrastribedes side, og holdet fra Rio kunne kun præstere halvt så mange afslutninger som hjemmeholdet (12-6). 

Botafogo fik udover nederlaget et andet hak i tuden, da stortalentet Vitinho så direkte rødt i slutminutterne efter en alt for voldsom tackling på Atlético-PR-keeperen Weverton. Situationen affødte også en udvisning til hjemmeholdets Pedro Botelho, der i arrigskab rev Botafogo-talentet i håret.

Botafogo misser med nederlaget 1. pladsen i Serie A, men Seedorf & Co. har kun to points op til Cruzeiro på duksepladsen. Atlético-PR rykker for første gang op i den Top 4, som giver adgang til spil i Copa Libertadores 2014. 

Holdet fra Curitiba har indtil videre været turneringens positive overraskelse, og man kan nu også prale af at råde over rækkens topscorer. Éderson nåede med sine to søndagsscoringer op på 10 mål, og han deler nu topscorerværdigheden med William fra Ponte Preta. 

Se målene fra Atlético-PR - Botafogo

Se situationen som kostede Vitinho og Pedro Botelho direkte rødt kort

Internacional og Goiás i rent målorgie i Novo Hamburgo

Internacional og Goiás leverede et brag af en kamp, da de to mandskaber spillede 3-3 på Estádio do Vale i Novo Hamburgo.

Hjemmeholdet tog føringen ved den argentinske playmaker D'Alessandro, men gæsterne fra Goiás fik vendt forestillingen på mål af Renan Oliveira, William Matheus og Ramón. 

"O Colorado" (De Røde) fik dog reddet sig en remis i løbet af det sidste kvarter. Først fik den gamle landsholdsstopper Juan raget bolden i kassen for hjemmeholdet, og med bare fire minutter igen viste OL-topscoreren Leandro Damião fornem sparketeknik, da han udplacerede Renan i gæsternes bur.

Internacional er nu oppe på seks kampe i træk i Serie A uden sejr, og Dungas drenge er stille og roligt dalet ned til en 8. plads i tabellen. Oprykkerne fra Goiás ligger midt i rækken med fem points op til Top 4 og syv points ned til nedrykningsstregen.

Se målene fra Internacional - Goiás

Bahia bankede bundproppen

Bahia kom efter fire kampe i træk uden sejr tilbage på sporet, da "O Tricolor" hjemme på Arena Fonte Nova slog bundproppen Náutico med 2-0.

Hjemmeholdet dominerede det meste af kampen, men der kom først gang i målscoringen efter pausen. Hélder åbnede ballet med et brag af et langskud efter 11 minutters spil, mens topscorer Fernandão headede Bahia foran med to med et lille kvarter tilbage af matchen.

Bahia rykker op på 7. pladsen i Serie A med fire points op til Top 4. Náutico bliver derimod isoleret mere og mere i bunden af rækken, og holdet fra Recife har nu ni points op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Se målene fra Bahia - Náutico

Salt på trappen hjalp São Paulo til sejr

São Paulo kom ud af dødsspiralen med en 2-1 sejr over Fluminense i den 16. spillerunde af Serie A. "O Tricolor" var efterhånden nået op på 12 kampe uden sejr, så resultatet på Morumbi var længe ventet.

Hjemmeholdet fik en super opbakning fra 55.256 betalende tilskuere, som havde udnyttet at billetpriserne var blevet reduceret noget. Overtroiske personer havde også strøget salt på trapperne op til banen, så São Paulo kunne komme ud af dyndet.

Det hele hjalp. Luís Fabiano bragte hjemmeholdet foran efter en lille halv times spil efter en flot gennemspilning af Paulo Henrique Ganso.

Venstre backen Reinaldo øgede til 2-0 kort før pausen, da han på ægte brassermanér brugte papegøjen til at sende kuglen forbi Diego Cavalieri i Fluminense-målet.

Gæsterne fik pyntet på resultatet kort før tid, da Eduardo bandede sig igennem via Kenedy og satte bolden i nettet uden chance for målmandslegenden Rogério Ceni.

São Paulo rykker med sejren op som nummer tredjesidst i tabellen med 3 points op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Fluminense er lidt bedre placeret som nummer 18, men det er stadigt skuffende for en klub af denne kaliber.

Se målene fra São Paulo - Fluminense

Salt på trappen er altid godt, hvis man er overtroisk (Foto: O Globo)

Jesus Dátolo frelste Atlético Mineiro

Atlético-MG avancerede til 12. pladsen i Serie A, da "O Galo" (Hanen) hjemme på Arena Independência besejrede Portuguesa med 2-1.

Hjemmeholdet måtte stille op uden de karantæneramte Copa Libertadores-helte Victor og Ronaldinho, og det virkede op ad bakke, da Bruno Henrique fortjent bragte gæsterne foran 10 minutter før pausen. 

Atlético-MG kom ud til 2. halvleg i en stærkere udgave, og især indskiftningen af Jesus Dátolo gavnede hjemmeholdet. I første omgang fik Diego Tardelli udlignet efter små 10 minutter, og med bare 2 minutter igen satte Dátolo sejsmålet ind.

Landholdsangriberen Jô tryllede på højre kanten, og hans indlæg gik forbi den fjerneste stolpe, hvor Dátolo dukkede op og sendte bolden ind bag Lauro i gæsternes mål.

"O Galo" fik med sejren skabt en afstand på 4 points ned til nedrykningsstregen. Portuguesa dykker til gengæld længere ned i suppedasen, og klubben fra São Paulo har nu fire points op til den rigtige side af stregen.

Se målene fra Atlético-MG - Portuguesa

Søndagens kampe, Serie A:
Atlético-MG -Portuguesa  2-1
Atlético-PR - Botafogo  2-0
Bahia - Náutico  2-0
Internacional - Goiás  3-3
São Paulo - Fluminense  2-1
Vasco da Gama - Corinthians  1-1

søndag den 25. august 2013

Udskældte Dedé på tavlen for Cruzeiro

Cruzeiro strøg igen til tops i den brasilianske Serie A efter sejren på 2-0 ude over Ponte Preta. Stopperen Dedé bragte "A Raposa" (Ræven) foran midt i 1. halvleg, mens angriberen Borges bankede det sidste mål ind midt i den sidste halvleg.

Den store Dedé fik med sin scoring lidt oprejsning for et par uheldige optrædener for "rævene". Den tidligere landsholdsspiller brillerede i onsdags i negativ forstand, da han bød Flamengo på en reducering i pokalopgøret på Mineirão, og i kampen forinden mod Vitória var det et ualmindeligt klodset straffespark, som udgjorde en torn i øjet på klubbens supportere.

Cruzeiro kan med sejren overnatte på duksepladsen i rækken. Holdet fra Belo Horizonte kan få endnu nogle dage i førertrøjen, såfremt Botafogo sætter points til denne søndag. Det er ikke nogen umulighed. Clarence Seedorf & Co. kommer nemlig på en svær opgave denne søndag, hvor "O Fogão" møder de formstærke oprykkere fra Atlético-PR på fremmed græs.

Se målene fra Ponte Preta - Cruzeiro

Grêmio nedlagde Flamengo på nationalarenaen

Grêmio holder den gode kursen mod topplaceringerne i Serie A efter lørdagens 1-0 sejr over Flamengo på neutral grund i hovedstaden Brasília. Det var den fjerde sejr i træk i turneringen til macho-træneren Renato Gauchos mandskab.

Gauchoernes sejrsmål faldt efter bare syv minutters spil. Højrekanten Pará sparkede et frispark ind bag Felipe, der må have kæmpe frustrationer over den opstillede mur. Den efterlod kæmpe hulle, som Pará ikke var sen til at udnytte.

"O Tricolor" kunne derefter køre kampen hjem på cruise-control. Flamengos offensiv kom aldrig til at fungere helt godt, og man savnede sin midtbanedynamo Elias. Når der endelig kom til en kvalificeret afslutning mod gæsternes mål, så havde den tidligere landsholdskeeper Dida helt styr på situationen.

Grêmio var bare en tand farligere gennem hele kampen, og Barcos var i et par tilfælde tæt på at bringe gæsterne foran med to. Bedste forsøg kom i 2. halvleg, hvor den argentinske "Pirat" bankede bolden op på overlæggeren fra tæt hold.

Kampen blev overværet af 20.500 betalende tilskuere på Estádio Mané Garrincha. Hovedstaden Brasília mangler et trækplaster til at udfylde nationalarenaen, så derfor får byen jævnligt besøg af en af de store brasilianske klubber, der dermed hjælper med til at det flotte stadion ikke bliver en hvid elefant.

"O Tricolor" holder sig med sejren på 3. pladsen i rækken. Holdet fra Porto Alegre har bare tre points op til duksene fra Cruzeiro. Flamengo ligger til gengæld nede på en skuffende 14. plads med fire points ned til nedrykningsstregen.

Se højdepunkterne fra Flamengo - Grêmio

Fabinho saksesparker Criciúma til sejr

Criciúma fik en tiltrængt opmuntring i bundkampen, da oprykkerne hjemme på Heriberto Hülse besejrede Coritiba med 2-1.

"Tigrene" tog føringen ved angrebsbacken Suelíton, der efter 34 minutter afsluttede et langt rush med at sende bolden ind under Vanderlei i gæsternes mål. Bare minuttet efter fordoblede Fabinho føringen på et "golaço".

Angriberen modtog et frispark med ryggen til målet, og efter en tæmning saksesparkede Fabinho bolden ind over Coritiba-keeperen. Det var et mål helt i Morten Nordstrand-klasse. Criciúma var nu heldige med at få målet godkendt. Akrobatøren var nemlig i strafbar offside inden at han vendte op og ned på sig selv.

Coritiba, der var uden sin nøglespiller Alex, fik reduceret godt et kvarter inde i 2. halvleg. Indskiftede Júlio César viste fornemt sparketeknik, da han sendt et frispark ind over muren og op i det venstre målhjørne. Jo, tilskuerne i Criciúma fik nogle lækre mål for sin entrébillet denne lørdag.

Criciúma rykker med sejren op en 15. plads i Serie A med to points ned til nedrykningsstregen. Klubben fyrede i midtugen sin træner Vadão, og afløseren med klubnavnet Sílvio Criciúma fik altså en fin start i den varme sæde.

Coritiba ligger på 6'er med ét point op til den attraktive Top 4. Afstanden kan dog være forvandlet til 4, når denne 17. spillerunde køres færdig med seks søndagskampe. 

Se målene fra Criciúma - Coritiba

16-årige Gabigol igen på pletten for Santos

Den 16-årige angriber Gabriel startede for første gang inde for Santos i lørdagens hjemmekamp mod Vitória i den brasilianske Serie A, og den unge "Gabigol" kvitterede for tilliden med en enkelt scoring i "fiskenes" sejr på 2-0.

Gabigol satte sin anden seniorscoring ind i det 9. minut efter et oplæg fra en anden "coming man", nemlig den 19-årige midtbanespiller Leandrinho, mens det var rutinen i form af Cícero, der slog til 10 minutter inde i 2. halvleg med målet til 2-0.

Gabriel med efternavnet Barbosa er ved at få et lille gennembrud på eliteniveau. Angrebstalentet har nu scoret i to kampe i træk, og selvom målene ikke er fantastiske, så kan de give vinger i en branche, hvor selvtillid betyder meget.

Santos fik med resultatet dermed brudt den kedelige stime med seks Serie A-kampe i træk i træk uden sejr. Klubben fra havnebyen avancerer dermed til en foreløbig 12. plads i tabellen med fire points ned til nedrykningsstregen.

Oprykkerne fra Vitória ligger 7'er med tre points op til den Top 4,som giver en plads i Copa Libertadores 2014. Formkurven er dog for nedadgående for klubben fra Salvador i det nordøstlige Brasilien. 

Se målene fra Santos - Vitória

Gabriel på vej til at få vinger på seniorniveau? (Foto: O Globo)

Lørdagens kampe, Serie A:
Criciúma - Coritiba  2-1
Flamengo - Grêmio  0-1
Ponte Preta - Cruzeiro  0-2
Santos - Vitória  2-0

FCN-Bueno førte an i Figueirense-opvisning

Den tidligere FCN-angriber Ricardo Bueno førte an i løjerne, da Figueirense på en perfekt 1. halvleg besejrede Oeste med 3-0 på i den brasilianske Serie B.

Bueno åbnede ballet efter bare 2 minutters spil, da han på flotteste vis brysttæmmede et indlæg og for derefter iskoldt at sætte derefter kuglen ind bag Fernando Leal i gæsternes mål.

Midtbanespilleren Tchô fordoblede føringen efter 19 minutter, og Figueirense-topscoreren Rafael Costa satte kampens sidste scoring ind efter en god halv times "action" på Orlando Scarpelli i Florianópolis.

Hjemmeholdet skruede ned for blusset i 2. halvleg, hvor man i halvdelen af tiden måtte spille med en mand i undertal efter en udvisning af Rodrigo.

Figueirense fik med resultatet gjort kål på en serie med 3 kampe i træk uden nederlag. Den dårlige stime kostede træner Adilson Batista jobbet, og man må sige at afløseren Vinícius Eutrópio fik en flyvende start i spidsen for Bueno & Co.

Holdet fra Florianópolis rykker med sejren op på 8. pladsen i tabellen med fire points op til oprykningspladserne. Oeste er nede som nummer 14 med tre points ned til nedrykningsstregen.

Ricardo Bueno har nu nettet 9 gange i landets næstbedste række, og det bringer ham op på en 5. plads på topscorerlisten. Helt fremme finder vi Bruno Rangel fra Chapecoense med imponerende 18 mål i 16 kampe.

Se målene fra Figueirense - Oeste

Bueno jubler over sin 9. scoring i Serie B (Foto: Diário Catarinense)

Palmeiras' flotte serie stoppet på "Melon"-stadion

Palmeiras fik brudt sin flotte stime på 12 kampe i træk uden nederlag, da "O Verdão" (De Grønne) besøgte Estádio Melão (Melão=Melon) i Varginha. Hjemmeholdet Boa slog til efter bare 2 minutters spil på mål af Fernando Karanga.

Træner Gilson Kleina havde valgt at spare nogle af sine nøglespillere denne lørdag eftermiddag, da der venter en vigtig pokalkamp mod Atlético-PR om hjørnet. Den nye konstellation virkede imidlertid slet ikke i 1.halvleg, hvor Boa anført af rutinerede Marcelinho Paraíba bare var det bedste hold.

"O Verdão" var til gengæld bedst i 2. halvleg, men lejesvenden fra Benfica Alan Kardec og de andre offensive kræfter manglede den sidste kvalitet til at udnytte chancerne til udligning.

Palmeiras holder trods nederlaget 1. pladsen i Serie B med 40 points for 17 kampe, mens Boa med 29 points lige holdes ude af den Top 4, som efter sæsonen får udstedt billetter til landets fornemste fodboldrække.

Se målet fra Boa - Palmeiras

Lørdagens kampe, Serie B:
Atlético-GO - América-MG  1-1
Boa - Palmeiras  1-0
Bragantino - Chapecoense  1-0
Figueirense - Oeste  3-0
Paraná -Sport Recife  1-0
Paysandu - Icasa  1-2

lørdag den 24. august 2013

Nederlag til 41-årige Rivaldo i comeback

Gode gamle Rivaldo gjorde fredag aften comeback for São Caetano efter fire måneders skadespause. Den 41-årige VM-vinder fra 2002 fik de sidste 10 minutter på banen i Joinville, men den aldrende stjerne kunne ikke forhindre sit hold i at tabe matchen med 1-0.

Joinville satte kampens eneste mål ind efter 20 minutters spil, da stopperen Sandro flugtede et hjørnespark fra Marcelo Costa ind i kassen til stor glæde for de små 8.000 tilskuere, hvoraf de fleste nok var kommet for at se "giraffen" fra São Caetano. Gæsterne havde chancer nok til i hvert fald det ene point, men træværket reddede i to situationer Joinville fra at indkassere en scoring.

Hjemmeholdet rykker med sejren op på en midlertidig 4. plads i Serie B, mens São Caetano må tage til takke med endnu en runde under nedrykningsstregen. "O Azulão" (De Blå) har i det hele taget haft et skidt 2013. Holdet begyndte året med at rykke ud af den bedste regionale række i staten São Paulo (Campeonato Paulista), og meget tyder på at São Caetano trods Rivaldo også er for bagtung til spil i landets næstbedste række.

Se målet fra Joinville - São Caetano

Rivaldo fik 10 minutter på banen (Foto: Joinville Esporte Clube)


Fredagens kampe, Serie B:
América-RN - Avaí  2-3
Joinville -São Caetano  1-0

fredag den 23. august 2013

Stortalentet Vitinho stjal scenen i Seedorfs fravær

Botafogo fik et fint udgangspunkt i pokalturneringen, da "O Fogão" hjemme på Maracanã besejrede Atlético-MG med 4-2 i det første 1/8-finalemøde mellem de to klubber.

Hjemmeholdet måtte stille op uden Clarence Seedorf, men i hans fravær tog især stortalentet Vitinho over som indpisker hos de zebrastribede. Angriberen bankede selv en kasse ind og var desuden involveret i de tre øvrige scoringer.

Copa Libertadores-mestrene fra Atlético-MG tog ellers teten ved Marcos Rocha efter 19 minutters spil, da "den falske 2'er" udnyttede et glimrende oplæg fra Ronaldinho. Rocha er i udgangspunkt placeret som højre back, men han bevæger sig nærmest over hele banen.

Botafogo fik dog svaret igen 10 minutter senere, da en aflevering fra Vitinho med lidt held nåede frem til Lodeiro. Den uruguayanske kantspiller klappede til bolden første gang, og skuddet krøllede sig op i det lange hjørne uden chance for gæsternes keeper Victor.

I starten af 2. halvleg var Lodeiro igen på færde, da han fik fremprovokeret et selvmål fra Leonardo Silva. Også her var det Vitinho, som havde fint øje for kantspillerens placering og sparketeknikken til at slå den præcise lange aflevering.  

Topscoreren Rafael Marques bankede Botafogo foran 3-1 i det 10. minut, og det lignede "game-over" for gæsterne, da Vitinho overlistede Victor med et langskud 5 minutter før tid. Indskiftede Guilherme skaffede dog Atlético en livline, da Del Piero-klonen kort før tid fik reduceret til 4-2. 

De to mandskaber spiller returkamp i næste uge på Arena Independência. Atlético kan med en 2-0 sejr på fortet i Belo Horizonte alligevel sikre sig en plads i kvartfinalen på bekostning af Botafogo. Atlético var ved dette års Copa Libertadores en sand mester i at vende et håbløse kampe til samlet sejr på eget græs, så Botafogo skal ikke føle sig alt for sikre på avancement.

Se målene fra Botafogo - Atlético Mineiro

Internacionals udenlandske stjerner brillerede i pokalen

Internacional er så godt som sikker på en plads i næste runde i Copa do Brasil efter at "O Colorado" (De Røde) besejrede Salgueiro med hele 3-0 i det første 1/8-finalemøde mellem de to klubber.

Det var de udenlandske stjerner, som kom på tavlen denne aften i Novo Hamburgo. Den argentinske playmaker D'Alessandro åbnede scoringen på straffespark kort tid inde i 2. halvleg, landsmanden Scocco øgede fordoblede føringen midt i halvlegen, og uruguayanske Forlan sørgede for den sidste træffer kort før tid.

De to mandskaber spiller returkamp på Cornélio de Barros i Salgueiro, men det kan ikke blive andet end en ren transportstrække for Dungas røde drenge fra Porto Alegre.

Se målene fra Internacional - Salgueiro

Copa do Brasil, torsdagens kampe:
Botafogo - Atlético-MG  4-2
Internacional - Salgueiro  3-0

torsdag den 22. august 2013

Santos-stjerneskud scorer første mål på seniorniveau

Det blev en af de unge "fisk", som sikrede Santos en 1-0 sejr over Grêmio i det første 1/8-finaleopgør i Copa do Brasil.

Den 16-årige angriber Gabriel med kælenavnet Gabigol startede pokalkampen på bænken, men fik chancen i 2. halvleg på bekostning af Neílton. 

Indskiftningen gav pote, da Gabriel små 10 minutter før tid sparkede bolden ind bag den dobbelt så gammel Dida i Grêmio-buret.

Det var Gabriels første mål på seniorniveau, og mon ikke vi kommer til at høre en del til det unge stortalent fremover.

De to mandskaber returkamp i næste uge, hvor Arena Grêmio lægger græs til. Der spilles om en plads i kvartfinale og på længere sigt om deltagelse i Copa Libertadores 2014.

Se målet fra Santos - Grêmio

Sjældent flop af verdensmestrene fra Corinthians

Corinthians fik et ordentlig gok i nøden, da verdensmestrene tabte det første møde med Luverdense i Copa do Brasil med 1-0.

Misael blev matchvinder kort før tid, da angriberen med hjælp fra en lille lap kom alene igennem og udplacerede Cássio i gæsternes mål.

Corinthians spillede på dette tidspunkt med en mand i undertal efter at både Romarinho og Emerson havde set rødt for gæsterne, mens Zé Roberto havde taget samme tur for holdet fra landets tredjebedste række.

"O Timão" (Det Store Hold) har mulighed for at rette op på fadæsen, når de to mandskaber spiller returkamp på Pacaembu om en uges tid. 

Mon ikke at træner Tite til den tid får sit mandskab op i omdrejninger. Det gælder trods alt en plads i kvartfinalen i en turnering, hvor vinderen kvalificerer sig til Copa Libertadores 2014.

Se målet fra Luverdense -Corinthians

Palmeiras fik fint udgangspunkt mod Atlético-PR

Palmeiras tog første stik, da "O Verdão" (De Grønne) foran 20.856 betalende tilskuere på Pacaembu besejrede Atlético-PR med 1-0 i 1/8-finalen i Copa do Brasil.

Stopperen Vilson sørgede for kampens eneste scoring, da han efter bare 3 minutter headede et hjørnespark fra Mendieta ind bag Weverton i gæsternes mål.

Palmeiras skaffede sig med sejren et fint udgangspunkt op til returkampen i Curitiba om en uges tid, hvor Valdivia & Co med en enkelt udebanescoring sandsynligvis vil sikre sig adgang til kvartfinalen.

"O Verdão" er forsvarende pokalmestre fra den mærkværdige 2012-sæson, hvor man udover at kvalificere sig til Copa Libertadores via sejren i denne turnering også måtte en tur ned i Serie B efter en katastrofal indsats i ligasammenhæng. 

Se målet fra Palmeiras - Atlético-PR

Klassekasse af Cruzeiro i pokalsejr over Flamengo

Éverton Ribeiro slog til med en gudekasse, da Cruzeiro hjemme på Mineirão besejrede Flamengo med 2-1 i deres første 1/8-finalemøde i den brasilianske pokalturnering, Copa do Brasil.

Den 24-årige Cruzeiro-spiller leverede sit lille show godt 10 minutter inde i 2. halvleg, da han modtog en stikning i dybden fra Ricardo Goulart. I første moment vippede Éverton Ribeiro bolden elegant over Flamengo-backen Luíz Antonio, hvorefter kuglen blev knaldet op i nettaget med venstrebenet uden chance for Felipe i gæsternes bur. Det var en scoring i den kategori, som giver gåsehud, når man er til stede på stadion.

Målet betød en føring på to mål til hjemmeholdet efter, at lejesvenden fra Metalist Kharkiv William havde nettet i 1.halvleg. Denne stilling havde været ideel for Cruzeiro at køre hjem inden returkampen på Maracanã i næste uge. En bommert af Dedé midt i 2. halvleg fik imidlertid Flamengo tilbage i kampen. Den store stopper tøvede med at få clearet bolden, og Marcelo Moreno kunne udnytte situationen til at presse den rødgule kugle forbi Cruzeiro-keeperen Fábio. Bolden tog i første omgang roden af den ene stolpe, men indskiftede Carlos Eduardo var vaks på returen, og så var reduceringen til 2-1 en kendsgerning.

Cruzeiro havde fortjent at vinde kampen med mere end det ene mål. "A Raposa" (Ræven) dominerede det meste af kampen, og kun godt spil af Felipe i Flamengo-buret holdt bl.a. angriberen Borges fra at komme på tavlen. Hjemmeholdet har i det hele taget en stærk trup, som nu har fået endnu mere kvalitet med tilgangen af Júlio Baptista. "Bæstet" fik sin debut denne onsdag midt i 2. halvleg, dog uden at gøre det store væsen af sig. Cruzeiro bliver værd at holde øje med både i pokalturneringen, men også i Serie A, hvor man pt. ligger 2'er.

Kampen blev overværet af 33.645 betalende tilskuere på VM-arenaen i Belo Horizonte. Det er et super flot fremmøde til en pokalkamp, som spilles på et så ukristeligt tidspunkt som kl. 21.50 en onsdag aften, men når der er kvalitet vil fodboldfansene gerne ovre noget at nattesøvnen for at være til stede, således også undertegnede, der først var hjemme kl. 1 om natten. 

Den brasilianske pokalturnering Copa do Brasil har i det hele taget fået et boost i år efter at man har åbnet for at Copa Libertadores-holdene igen kan deltage i turneringen. Det var tidligere ikke muligt, da der simpelthen ikke var plads i kampkalenderen. Det brasilianske fodboldboldforbund har nu løst op for knuden ved at lade turneringen køre længere og så lade de bedste klubber først træde ind, når kampene i Copa Libertadores er færdigspillede. Denne beslutning er faldet i god jord hos de brasilianske fodboldfolk og har givet turneringen et kvalitetsløft.

Se målene fra Cruzeiro - Flamengo

Copa do Brasil, 1/8-finaler:
Nacional-AM - Vasco da Gama  0-2 (fra tirsdag)
Cruzeiro - Flamengo  2-1
Fluminense - Goiás  1-0
Luverdense - Corinthians 1-0
Palmeiras - Atlético-PR  1-0
Santos - Grêmio  1-0
Spilles torsdag:
Botafogo - Atlético-MG
Internacional - Salgueiro

onsdag den 21. august 2013

Kæmpe interesse for at se Neymar & Co. til VM 2014

Billetsalget til VM 2014 i Brasilien er nu skudt i gang, og det tegner til, at der bliver fyldt godt op på lægterne til kampene i de 12 værtsbyer.

FIFA fortæller på sin twitter-konto, at man i løbet af de første 24 timer har modtaget mere en 2,3 mio. ansøgninger til de i alt 3,3 mio. pladser, som er til rådighed ved slutrunden til næste år.

Brasilianerne er flittigst til at lade sig registrere i FIFAs datebase med ca. 1,9 mio. henvendelser, mens argentinerne og amerikanerne kommer ind på de næste pladser.

Åbningskampen den 12. juni med Brasilien som den ene deltager hitter bedst. 372.000 personer har lagt billet ind på at være med til festlighederne på den spritnye Arena Corinthians i São Paulo. 

Billetpriserne svinger fra 60 til 1.980 R$, hvilket svarer til et beløb på mellem 500 og 5.500 danske kroner. Man skal grave dybest i lommerne, hvis man vil se finalen på Maracanã den 13. juli.

Denne første fase af billetsalget kører på indtil 10. oktober, hvorefter man vil fordele billetterne til de overbookede kampe via lodtrækning.

Anden fase af billetsalget ligger mellem 8. december til 30. januar, og det genåbnes i perioden 26. februar til den 1. april. Hvis der stadig er ledige billetter, bliver det muligt at erhverve disse fra den 15. april 2014.

Mon der bliver plads til hende her ved VM 2014 i Brasilien?

Ramires og Maicon tilbage i landsholdsvarmen

Den brasilianske landstræner Luíz Felipe Scolari har i dag udtaget 22 mand til testkampene mod Australien og Portugal den 7. og 10. september.

Der er blevet plads til marathon-manden Ramires, der ellers var faldet i unåde hos Felipão, der mente, at Chelsea-spilleren havde sjoflet en testkamp i London mod Rusland tilbage i marts måned. (Læs historien her)

Maicon er også kommet ind i landsholdsvarmen igen efter at den 32-årige højre back har skiftet Manchester City ud med Roma.

Den tredje Scolari-nyhed er stopperen Henrique, der spiller for Palmeiras i Serie B. "O Verdão" (De Grønne) har været flyvende i landets næstbedste række, og det har givet en billet til anføreren med fortid i bl.a. tysk og spansk fodbold.

Brasilien lægger ud mod Australien den 7. september, hvor Estádio Mané Garrincha i Brasília lægger græs til dysten. Derefter går turen videre til Boston, hvor amerikanerne kan se frem til en La Liga-duel mellem Cristiano Ronaldo og Neymar.

De udtagne spillere er:

Målmænd: 
Jefferson (Botafogo) og Júlio César (Queens Park Rangers)
Forsvar:
Daniel Alves (Barcelona), Marcelo (Real Madrid), Maicon (Roma), Maxwell (Paris Saint Germain), Thiago Silva (Paris Saint Germain), Dante (Bayern München), David Luiz (Chelsea), Henrique (Palmeiras). 
Midtbane: 
Luiz Gustavo (Bayern München), Paulinho (Tottenham), Ramires (Chelsea), Hernanes (Lazio), Fernando (Shakhtar Donetsk) og Oscar (Chelsea)
Angreb: 
Neymar (Barcelona), Fred (Fluminense), Lucas (Paris Saint Germain), Jô (Atlético-MG), Bernard (Shakhtar Donetsk) og Hulk (Zenit).
Ramires fravalgte landsholdet i marts måned til fordel for fest med fruen

Tenório hittede for Vasco på halv hjemmebane

Vasco da Gama tog et stort skrift mod kvartfinalen i Copa do Brasil, da Rio-klubben i Manaus besejrede Nacional-AM med 2-0. Den ecuadorianske angriber Tenório blev den helt store helt, da han sørgede for gæsternes to mål.

Den første scoring faldt kort før pausen, da angriberens ikke alt for hårde hovedstød alligevel sneg sig ind over stregen, mens der var lidt mere pondus over det andet mål, som faldt kort før slutfløjtet.

Vasco fik tildelt et straffespark, da lynhurtige Eder Luis blev fældet i et gennemløb, og Tenório udnyttede sikkert chancen fra 11-meterpletten.

Der var godt besøgt på Estádio Roberto Simonsen i Manaus, hvor de fleste var kommet for at se "giraffen" fra Rio de Janeiro. 

Traditionsklubber som Vasco er sindssygt populære i de nordlige regioner af Brasilien, og gæsterne havde flot opbakning på tribunerne trods udebane.

De to mandskaber spiller returkamp på São Januário den 29. august, og Vasco er selvfølgelig storfavoritter til at gå videre mod en modstander, der til daglig spiller i landets fjerde bedste række.

Det er ellers en flot buket af klubber, som er tilbage i den brasilianske pokalturnering. Holdene, som har spillet Copa Libertadores, indtræder først i turneringen nu, og det giver det hele lidt ekstra "swung".

Se målene fra Nacional-AM -Vasco da Gama

mandag den 19. august 2013

Sheriffen Seedorf sætter holdkammerat på plads

Clarence Seedorf er ikke kommet til Rio-klubben Botafogo for at ligge på strand. Hollænderen er kommet til Brasilien for at vinde titler, og vi fik denne søndag et godt eksempel på hans vinderattitude, da Botafogo på Canindé i São Paulo besejrede Portuguesa med 3-1.

Botafogo havde store problemer med at komme i gang i 1. halvleg, og det medførte en diskussion mellem veteranen og backen Gilberto. Det endte med Seedorf, som nogle gange har kritiseret sine holdkammerater for at tage for let på tingene, pustede sig op og i den grad fik sat sin 20-årige holdkammerat på plads.

Det lod til at Botafogo fik løst tingene i omklædningsrummet. Efter 0-0 ved pausen fik gæsterne gang i spillet i 2. halvleg, og det udmøntede sig i mål fra Bolívar, Rafael Marques og Elias. Portuguesa fik nettet en enkelt gang ved Luís Ricardo.

Det var Botafogos første sejr efter tre uafgjorte kampe i træk. De zebrastribede rykker op på 1. pladsen i tabellen med to points ned til Cruzeiro på 2. pladsen. Portuguesa ligger nede i den kedelige ende med to points op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Det er mig, der bestemmer! Seedorf i diskussion med holdkammeraten Gabriel

Se målene fra Portuguesa- Botafogo



Copa Libertadores-helt taber hovedet i fjendeland

Atlético Mineiro reddede med resultatet 0-0 et vigtigt point med hjem fra søndagens møde med Internacional på Estádio do Vale i Novo Hamburgo. 

Årets Copa Libertadores-vindere blev kraftigt handicappet kort før pausen, da debutanten Fernandinho så direkte rødt for at plante en albue i ansigtet på Jorge Henrique.

Gæsternes målmand Victor måtte levere små mirakler mellem stængerne, og når den tidligere Grêmio-keeper ikke fik fat i bolden, kom overliggeren i vejen for Leandro Damião & Co.

Kampens store spiller Victor sluttede dog kampen på dummeste vis, da han provokerende sparkede bolden ud mod hjemmeholdets supportere efter at det sidste fløjt havde lydt. 

Det kostede et gult kort fra kampens dommer, og da Victor havde et af slagsen i forvejen, blev det gule pap hurtigt udskiftet med et rødt.

Victor havde før overgangen til Atlético fire gode år hos Grêmio, og den 30-årige keeper havde tilsyneladende ikke glemt hadet til de gamle ærkerivaler fra Porto Alegre.

Internacional er nu oppe på fem kampe i træk uden sejr, og Dungas drenge er nu nede på en 8. plads med tre points op til Top 4. 

Atlético har lagt tømmermandsfodbolden bag sig efter Libertadores-triumfen, men Ronaldinho & Co. har på 14. pladsen stadig et stykke vej op til toppen.

Se højdepunkterne fra Internacional - Atlético-MG...

... og Victors torskedumme handling efter at kampen var fløjtet af

"Orkanen" stormer videre i Serie A

Atlético-PR fortsætter med at imponere efter sin tilbagekomst til Serie A. "O Furacão" (Orkanen) besejrede denne søndag oprykkerkollegerne fra Criciúma med 2-1 efter at hjemmeholdet havde været nede med 0-1 ved pausen. Dermed er Atlético-PR oppe på otte kampe i træk uden nederlag, og holdet fra byen Curitiba ligger fortsat og snuser omkring Top 4-placeringerne.

Angrebsbacken Sueliton bragte ellers Criciúma foran kort før pausen efter et flot sololøb. Veteranen Paulo Baier bragte imidlertid balance i regnskabet 17 minutter inde i 2. halvleg, og med godt et kvarter igen af matchen headede holdets topscorer Ederson (straffe) den afgørende kasse ind.

Atléticos anfører Paolo Baier er en af de mange veteraner, som fortsætter med at lave gode sager i den brasilianske liga. Vi har jo Seedorf i Botafogo, Rogério Ceni i São Paulo, Juninho Pernambucano i Vasco, Zé Roberto i Grêmio osv. Den 38-årige Paolo Baier har været med længe, og midtbanespilleren kan med søndagens scoring snart fejre et lille jubilæum, idet scoringen var hans nummer 95 mål i den brasilianske Serie A.

Atlético-PR rykker med sejren op på 5. pladsen i tabellen med kun ét point op til de pladser, som giver adgang til Copa Libertadores. "Tigrene" fra Criciúma ligger fortsat lige under nedrykningsstregen, men med kontakt til de foranliggende hold.

Se målene fra Atlético-PR - Criciúma

Corinthians med held i dommersprøjten

Verdensmestrene fra Corinthians generobrede en plads i Top 4, da "O Timão" (Det Store Hold) hjemme på Pacaembu besejrede Coritiba med 1-0 i den 15. runde af Serie A.

Kampen blev en uhyre taktisk affære, hvor begge hold var gode til at annullere hinandens offensive træk. Det lignede længe en "nul-nullert", men i kampens næstsidste minut kom der for alvor drama på drengen.

Kampens dommer Péricles Bassols dømte nemlig straffespark til hjemmeholdet, da han vurderede, at Coritiba-stopperen Lucas Claro gik for hårdt til Danilo i det kriminelle felt. Det var ikke verdens klareste straffespark, men det afgørende er jo om dommeren peger på pletten eller ej. 

Gæsterne var rasende over dommerkendelsen, og der gik en rum tid inden, at Paolo Guerrero fik lov til at eksekvere fra 11-meter-pletten. Den peruvianske landsholdsangriber var dog iskold, og han omsatte sikkert den store chance til scoring til stor jubel for de 31.519 betalende tilskuere.

Corinthians rykker med sejren op på 4. pladsen i tabellen med 25 points for 15 kampe. "O Timão" har fire points op til duksene Botafogo, og Tites mandskab kommer sikkert til at spille med om årets titel.

Coritiba må til gengæld ud af Top 4 og ned på en 6. plads. "A Coxa-Branca" (Det Hvide Lår) har dog kun et points op til den 4. plads, som giver adgang til Copa Libertadores 2014.

Se målet fra Corinthians - Coritiba

Søndagens kampe, Serie A:
Atlético-PR - Criciúma  2-1
Bahia - Santos  0-0
Corinthians - Coritiba  1-0
Flamengo - São Paulo  0-0  (Læs Andreas Knudsens referat her)
Internacional - Atlético-MG  0-0
Ponte Preta - Goiás  0-1
Portuguesa - Botafogo  1-3

søndag den 18. august 2013

Piraten Barcos sænkede Vasco da Gama

Grêmio konsoliderede sin plads i Top 4, da "O Tricolor" besejrede Vasco da Gama med 3-2 på São Januário i Rio de Janeiro.

"Piraten" Hernán Barcos blev den helt store helt for gauchoerne med to scoringer, mens Ramiro supplerede den argentinske målmager på tavlen. 

Vascos mål blev sat ind af Alex Telles (et selvmål efter et frispark af Juninho Pernambucano) og holdets topscorer André.

Sejren var fortjent nok. Renato Gauchos mandskab var godt organiseret og havde teten under det meste af kampen. Ja, og de tre scoringer fejlede bestemt heller ikke noget.

Grêmio rykker op på en midlertidig 3. plads med tre points op til Cruzeiro på 1. pladsen. Vasco da Gama er nede på 10. pladsen, og klubben med de portugisiske rødder har fem points op til den attraktive Top 4.

Se målene fra Vasco da Gama - Grêmio

Tryllerier giver Fluminense første sejr i fem kampe

De brasilianske mestre fra Fluminense fik endelig fuld gevinst, da "O Tricolor" besejrede bundholdet Náutico med 1-0 på Arena Pernambuco i Recife.

Fred & Co. var uden sejr i de sidste fire opgør, så holdet med den nye træner Vanderlei Luxemburgo trængte i den grad til at sætte tre points ind på kontoen.

Kampens afgørelse faldt 20 minutter før tid. Indskiftede Samuel drev gæk med to af hjemmeholdets forsvarsspillere inden at den 22-årige angriber tordnede bolden ind bag Ricardo Berna i Náutico-buret.

"O Tricolor" var ved at smide de tre points væk i overtiden, men landsholdsmålmanden Diego Cavalieri hev en pragtredning frem på et forsøg fra Derley.

Fluminense Football Club rykker med sejren op på 11. pladsen i Serie A med seks points op til den Top 4, som giver adgang til Copa Libertadores 2014, mens der er 10 points op til den placering, som udløser et brasiliansk mesterskab. 

Náutico ligger fortsat sidst med syv points op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Se målet fra Náutico - Fluminense

Cruzeiro-offensiven rullede sig ud på Mineirão

Cruzeiros offensiv imponerede, da "A Raposa" (Ræven) hjemme på Mineirão lammetævede Vitória med 5-1 i den 15. runde af Serie A.

Hjemmeholdet kunne gå til pause oppe med 1-0 på det mål som Léo satte ind efter 10 minutters spil, i øvrigt et kontroversielt mål, som i første omgang blev underkendt på en offside på Borges. 

Kampens dommer valgte efter lidt parlamentering med linjevogteren at ændre beslutningen og godkende målet til stor jubel for de 14.369 betalende tilskuere på VM-arenaen i Belo Horizonte.

Angrebsbacken Mayke fordoblede føringen 13 minutter inde i 2. halvleg på et halvt selvmål, mens Dínei midt i halvlegen fik reduceret på straffespark.

I løbet af de sidste 20 minutter af kampen satte Cruzeiro for alvor trumf på med scoringer af Borges, Ricardo Goulart og U20-landsholdsangriberen Vinícius Araújo.

Cruzeiro rykker med sejren op på 1. pladsen i rækken med to points ned til Botafogo. "A Raposa" har nettet 31 gange i 15 kampe, og det gør mandskabet til det målfarligste i "O Brasileirão", som Serie A også kaldes. 

Oprykkerne fra Vitória beholder indtil videre sin 5. plads, men mon ikke "Løverne" fra Salvador falder nogle placeringer, når runden færdigspilles denne søndag.

Se målene fra Cruzeiro - Vitória

Lørdagens kampe, Serie A:
Cruzeiro - Vitória  5-1
Náutico - Fluminense  0-1
Vasco da Gama -Grêmio  2-3

Fantomvending af Palmeiras mod Paysandu

Paysandu kaldes populært for "O Papão" (Bøhmanden), og man må sige, at holdet fra Belém levede op til sit tilnavn denne lørdag på Pacaembu.

Gæsterne fra den tunge ende af Serie B fik i hvert fald forskrækket favoritterne fra Palmeiras med at komme foran 2-0 på mål af Pablo og Yago Pikachu foran de 16.936 betalende tilskuere. 

"O Verdão" (De Grønne) leverede imidlertidig et kongecomeback, og de fik vendt forestillingen til en 3-2 sejr i løbet af de sidste 20 minutter.

Lejesvenden fra Benfica Alan Kardec, den paraguayanske nyerhvervelse Mendieta samt Grêmio-lånet Leandro sørgede for målene, som gjorde at Palmeiras kunne sætte tre points ind på kontoen. Sejrsmålet kom så sent som fire minutter inde i overtiden, men det er jo meget typisk for et tophold.

Kampen blev i øvrigt skæmmet af en udvisning til hvert hold med et lille kvarter igen. Wesley fra Palmeiras og Fábio Sanches så begge rødt efter en tumult, der også fik flere af reservespillerne ind på banen på banen for at deltage i skubberierne.

Palmeiras fører Serie B med 40 points for 16 kampe, mens Chapecoense, Sport Recife og Paraná er de øvrige hold, der ligger til oprykning efter lørdagens kampe. América-MG missede chancen for at komme i Top 4 efter skuffende 1-1 mod América-RN fra den nederste ende af tabellen. 

Se målene fra Palmeiras - Paysandu

 Tumulten fra matchen skal også lige med

Lørdagens kampe, Serie B:
ABC - Figueirense  3-2
América-MG -América-RN  1-1
Chapecoense - Paraná  2-2
Guaratinguetá - ASA  2-1
Icasa - Bragantino  4-1
Palmeiras - Paysandu  3-2

lørdag den 17. august 2013

Recifes Løver ordnede Dragerne fra Goiânia

Sport Recife konsoliderede sin 3. plads i tabellen, da "O Leão" (Løven) hjemme på Ilha do Retiro besejrede Atlético-GO med 3-2 i den 16. spillerunde af Serie B.

Hjemmeholdet fik en drømmestart med en scoring af Felipe Azevedo i det første spilminut, og Lucas Lima fordoblede føringen midt i halvlegen.

Atlético fra Goiânia - også kaldet "O Dragão" (Dragen) - kom tilbage efter pausen med en reducering af Pipico efter otte minutter, men Gabriel bragte igen hjemmeholdet foran med to kasser efter et kvarters spil. 

Pipico var på spil for gæsterne med en endnu reducering efter 24 minutters spil, men nærmere kom Atlético-GO ikke point denne fredag aften i Recife.

Serie B føres fortsat af Palmeiras med 37 points for 15 kampe. Chapecoense følger efter med 32 med for to kampe færre, og så kommer Sport Recife ind i billedet med 30 points for 16 kampe.

Paraná ligger pt. inde med den fjerde og sidste oprykningsplads med 26 points for 15 kampe. Denne 16. spillerunde spilles færdig i dag, og vi kan bl.a. se frem til et opgør mellem Top 4-holdene Chapecoense og Paraná.

Duksene fra Palmeiras skulle komme på en noget lettere opgave, når "O Verdão" (De Grønne) hjemme på Pacaembu tager imod Paysandu fra den kedelige ende af tabellen.

Se målene fra Sport Recife - Atlético-GO

Fredagens kampe, Serie B:
Avaí - Ceará  1-1
Oeste - Joinville  0-2
São Caetano - Boa  0-1
Sport Recife - Atlético-GO  3-2

fredag den 16. august 2013

To mål af supertalent ikke nok for Botafogo

Botafogo tilbageerobrede 1. pladsen i Serie A efter torsdagens 3-3 med gæsterne fra Internacional. De 11.033 betalende tilskuere på Maracanã fik en medrivende forestilling, der bød på to vendinger og en Internacional-udligning dybt inde i overtiden.

Angriberen Vitinho var kampens helt store spiller for Botafogo. Det 19-årige stortalent brillerede med et langskudsmål fra hver fod, og desuden var det også Vitinho, som stod for forarbejdet til det straffespark, som Rafael Marques led i midten af 2. halvleg, og som Clarence Seedorf sikkert eksekverede.

Gæsterne fra Internacional kunne også byde på en tomålsskytte i form af Scocco. Nyerhvervelsen fra Newell's Old Boys bankede først et frispark direkte ind bag Jefferson-reserven Renan, og dernæst nød argentineren godt af en frispilning fra angrebskollegaen Leandro Damião.

Den helt store helt for Internacional blev nu ikke Scocco. Den rolle tog venstre backen Fabrício, som fire minutter inde i overtiden reddede en remis til "O Colorado" (De Røde). 

Et hjørnespark fra William blev fikst vippet videre ind mod mål af Ygor. Hjemmeholdets keeper Renan fik ikke slået bolden langt nok væk, og så kunne Fabrícius fra nært hold sende kuglen inde over stregen til kæmpe forløsning for træner Carlos Dunga.

Botafogo indtager trods det ærgerlige resultat 1. pladsen i rækken med et point ned til Cruzeiro. Internacional ligger 7'er i tabellen, og Dungas drenge har et enkelt point op til den Top 4, som giver adgang til spil i Copa Libertadores 2014.

Se målene fra Botafogo - Internacional

Vitinho - "a coming man" på den internationale scene

São Paulo sidder fast i suppedasen

Det lykkedes ikke for São Paulo FC at komme ud af den onde cirkel, da "O Tricolor" hjemme på Morumbi spillede 1-1 med Atlético-PR i den 14. runde af Serie A.

Dermed nåede Rogério Ceni & Co. op på 11 kampe i træk uden sejr i den hjemlige liga, og klubben med de seks brasilianske mesterskaber ligger fortsat under nedrykningsstregen.

Det lugtede ellers af medgang, da Rodrigo Caio bragte São Paulo foran efter godt et kvarters spil. Den unge midtbanespiller snittede et frispark fra Jádson i målet, men målet blev i første ombæring annulleret for offside på angriberen Aloísio.

Kampens dommer godkendte dog efterfølgende scoringen, da han vurderede, at Aloísio i situationen hverken rørte bolden eller generede Wewerton i gæsternes bur.

Atlético-PR fik svaret igen før pausen, da Rafael Toloí fældede Marcelo i det kriminelle felt. I veteranduellen fra pletten mellem Paolo Baier og Rogério Ceni trak Atlético-kaptajnen det længste strå og bragte balance i regnskabet.

São Paulo pressede hårdt på efter pausen for at hive sejren i land, men alt strandede på gæsternes forsvarsmur. Oprykkerne kunne dermed glæde sig den syvende kamp i træk uden nederlag i Serie A.

São Paulo ligger næstsidst i tabellen med sølle 10 points for 13 kampe. Atlético-PR er 7'er med 21 points for en kamp mere, og klubben fra Curitiba har kontrakt med holdene i Top 4.  

Se målene fra São Paulo - Atlético-PR

Torsdagens kampe, Serie A:
Botafogo - Internacional 3-3
São Paulo - Atlético-PR  1-1

torsdag den 15. august 2013

Grêmio dukkede duksen fra Cruzeiro

Grêmio gjorde sin entré i Top 4 efter onsdagens 3-1 sejr over duksene fra Cruzeiro. Kampen fandt sin afgørelse efter pausen, hvor Werley, "piraten" Barcos og Kléber slog til for hjemmeholdet, mens Nilton sørgede for gæsternes enlige træffer.

Fundamentet for sejren blev dog grundlagt i 1. halvleg, hvor Grêmio-keeperen Dida først nappede et straffespark fra Éverton Ribeiro og gæsterne måtte siden hen se sig reduceret til 10 mand, da Souza røg ind i to gule kort inden for bare seks minutter.

Cruzeiro holder trods nederlaget fast i 1. pladsen i Serie A med 25 points for 14 kampe. Botafogo kan med et enkelt point i torsdagens hjemmekamp mod Internacional vælte de blå fra Belo Horizonte af tronen.

Grêmio lister sig op på 4. pladsen med 22 points ligeledes for 14 kampe. Corinthians fik kun 0-0 ude mod Fluminense, og verdensmestrene måtte derfor både se sig overhalet af Grêmio og Vitória i den samlede stilling.

Se målene fra Grêmio - Cruzeiro

"Piraten" Barcos på tavlen for Grêmio (Foto: O Globo)

Debutant redder point til Flamengo

Goiás og Flamengo delte i porten, da de to mandskaber spillede 1-1 foran 32.049 betalende tilskuere på Serra Dourada i Goiânia.

Værterne kom foran ved Walter efter et lille kvarters spil, da topscoreren fik godt ram på et indlæg fra Vitor. Walter har store problemer med at holde vægten, men den tidligere Internacional-angriber forstår alligevel kunsten at lave kasser.

Flamengo gav debut til den tidligere Corinthians-stopper Chicão, og det var netop ham, som sørgede for det udlignende mål. Et frispark i begyndelsen af 2. halvleg blev udnyttet på bedste vis med følt spark over muren og op i det ene målhjørne.

Med resultatet kører Flamengo og Goiás rent parløb i Serie A. Rio-holdet ligger på 11. pladsen med 18 points for 14 kampe, mens de grønne fra Goiânia følger lige efter på 12. pladsen med samme pointantal.

Begge mandskaber har dermed 4 points op til den Top 4, der giver adgang til Copa Libertadores 2014 og 4 points ned til de pladser, der giver spil i Serie B i næste sæson.

Se målene fra Goiás - Flamengo

Salvadors "løver" bed fra sig på Barradão

Oprykkerne fra Vitória lagde igen en billet ind på en plads i Top 4, da "O Leão" (Løven) hjemme på Barradão besejrede Ponte Preta med 3-1.

Gæsterne tog ellers føringen ved rækkens topscorer William, men Vitória fik vendt kampen efter pausen på mål af indskiftede Pedro Oldoni, Vander (en drømmetræffer!) og Marquinhos.

Hjemmeholdet måtte stille op uden sin topscorer Maxi Biancucchi, også kendt som Messis fætter, men Vitória kunne altså uden sin lille argentiner.

Vitória rykker med sejren op på 5. pladsen i Serie A med 22 points for 14 kampe, og holdet fra Salvador er kun holdt ude af Top 4 på en lidt dårligere målscore end Grêmio.

Ponte Preta ligger nede som nummer 13 med 15 points for 14 kampe, og William & Co. har nu kun et point ned til nedrykningsstregen.

William fører topscorerlisten med 10 træffere, mens Maxi Biancucchi følger efter med 8 scoringer.

Se målene fra Vitória - Ponte Preta

Santos snydt for sejren i overtiden

Santos smed to sikre points i vasken, da "O Peixe" (Fisken) hjemme på Vila Belmiro spillede 1-1 med Vasco da Gama i den 14. spillerunde af Serie A.

Hjemmeholdet skabte de fleste chancer og kom fortjent foran ved Edu Dracena med et lille kvarter igen af matchen. Føringen holdt lige indtil overtiden, hvor gæsternes Rafael Vaz med sin scoring reddede et heldigt point til gæsterne fra Rio de Janeiro.

Vasco ligger 9'er i tabellen med tre points op til den attraktive Top 4, mens Santos på 16. pladsen balancerer lige på kanten af nedrykningsstregen. 

"O Peixe" har dog to kampe til gode i forhold til de øvrige hold, så med en bedre udnyttelsesprocent ligger der måske en 7.-8. plads og venter på drengene fra Santos.

Se målene fra Santos - Vasco da Gama