søndag den 30. juni 2013

Cruzeiro slutter USA-turné af med endnu en sejr

Cruzeiro har brugt pausen i Serie A til en promotion-tur til USA, hvor det blev til i alt to kampe. "A Raposa" (Ræven) lagde i søndags ud med en 4-0 sejr over Fort Lauderdale Strikers, og fredag kom der endnu en gevinst i hus efter 2-1 over mexicanske Monarcas Morella i Illinois.

Bruno Rodrigo åbnede scoringen 3 minutter inde i 2. halvleg, og U20-landsholdsspilleren Vinicius Araújo fordoblede føringen efter et lille kvarters spil. Héctor Mancilla fik reduceret på straffespark for mexicanerne med små 15 minutter igen af kampen. 

Cruzeiro vender nu tilbage til Brasilien, hvor man på lørdag møder Portuguesa i den 6. spillerunde af Serie A. "A Raposa" ligger pt. på 5. pladsen i turneringen. Målet er en plads i Top 4, som giver adgang til Copa Libertadores 2014.

Se målene fra Cruzeiro - Monarcas Morella

Tidligere brasiliansk landstræner sejrer i debut for Flamengo

Flamengo og São Paulo varmede op til fortsættelsen på Serie A med en træningskamp på Parque do Sabía i Uberlândia. Den kom Flamengo bedst fra med en sejr på 1-0. 

Målet blev sat ind af den bolivianske landsholdsspiller Marcelo Moreno 12 minutter inde i 2. halvleg efter et sublimt oplæg af Paulinho.

Léo Moura havde kort forinden haft en gylden mulighed for at bringe "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) foran, men Flamengo-anføreren måtte se sit forsøg fra 11-meter-pletten pareret af Dênis, som i pausen havde afløst målmandslegenden Rogério Ceni. 

Dermed fik Mano Menezes en sejr i sin debut for Rio-holdet, men der er stadig meget at arbejde med for den tidligere brasilianske landstræner.

Flamengo skal i aktion igen lørdag den 6. juli, hvor man møder Coritiba i den 6. runde af Serie A. Kampen er flyttet fra Rio til hovedstaden Brasília, hvor VM-arenaen Mané Garrincha lægger græs til opgøret.

São Paulos næste kamp er allerede på onsdag den 3. juli, hvor man møder Corinthians i den såkaldte Recopa Sul-Americana. Corinthians vandt i sidste sæson Copa Libertadores, mens São Paulo sluttede som sejrherre i Copa Sul-Americana. 

Recopa'en er således den sydamerikanske pendant til den europæiske Super Cup.  

Se målet fra Flamengo - São Paulo

Kan Daniel Alves gentage bedriften fra 2003?

Klokken 24.00 dansk tid skydes drømmefinalen i Confederations Cup mellem Brasilien og Spanien i gang på Maracanã i Rio de Janeiro.

Alt tyder på at vi får en jævnbyrdig finale mellem to hold, der må stå godt til hinanden. Spanien med sin boldbesiddende stil er altid et kig værd, mens Brasilien i de tre første opgør i turneringen lagde meget energi for dagen for at dominere kampen. Men hvem står stærkest til søndagens finale? 

Spanien kommer til finalen som regerende Europa- og verdensmestre og har ikke tabt i de seneste 19 opgør. Det må give en masse selvtillid, som kommer spanierne til gode i de jævnbyrdige kampe. Vi fik et bevis på det i torsdags, hvor den spanske skude var i problemer mod Italien, men alligevel endte som sejrherre efter en kamp, der gik i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Den hårde semifinale mod Italien i varmen i Fortaleza har sikkert sat sine spor på landstræner Vicente del Bosques tropper, og spørgsmålet er om Spanien har energien til at køre den sædvanlige Barcelona-stil med hurtig boldomgang og hurtigt genpres. Verdensmestrene har 24 timer mindre til at genoplade batterierne end Brasilien, ligesom der også må side en tung rejse fra Fortaleza til Rio i benene på Xavi & Co. 

Brasilien kommer også til finalen med masser af selvtillid. Luíz Felipe Scolaris udvalgte har ikke tabt i de sidste fem kampe, og det nye Brasilien med Neymar i spidsen bryder hele tiden barrierer ned. For en måneds tid siden hed det, at Brasilien ikke kunne slå en af de store nationer. Nu har man banket både Frankrig og Italien. Det hed sig også, at Neymar kunne ikke præstere på landsholdet. Med tre mål og kåring som "Man of the Match" i lige så mange kampe i Confederations Cup har Neymar lukket ned for den diskussion.

I det hele taget bobler det af optimisme i den brasilianske trup. Den tekniske koordinator Carlos Alberto Parreira fortalte i torsdags, at man ville slå Spanien med vilje, beslutsomhed og intelligens. Rent taktisk vil brasserne sikkert hente inspiration fra italienernes 1. halvleg mod Spanien. Her lukkede Cesare Prandellis mandskab godt ned for Xavi og Iniesta, og "Gli Azzurri" var selv dygtige til at angribe bag backsene Arbeloa og Alba. 

Brasilien har spillerne til at klare den offensive side af sagen. Med Hulk og Neymar på kanterne, godt suppleret af Daniel Alves og Marcelo skal de spanske backs nok få en masse at se til. Spørgsmålet er om Brasiliens defensiv kan levere et lige så flot bolværk som italienernes. Hjemmeholdet er selv sårbare bag de offensive backs, og inde centralt får Luíz Gustavo og Paulinho nok at se til med at bryde ned for de spanske kombinationer med Xavi i en nøglerolle.

Luíz Felipe Scolari overvejer i øjeblikket sikkert, hvor lagt oppe man skal møde spanierne. Jeg forestiller man, at Brasilien sætter i gang med højt pres godt hjulpet af de 70.000 tilskuere på Maracanã for at teste spaniernes fysik. Alternativet er at gøre som Italien, nemlig at møde spanierne på egen banehalvdel, og satse på bolderobring med hurtige omstillinger med Neymar og Hulk som primære "targets"

I dag er det præcis 11 år siden, at Brasilien vandt sit femte verdensmesterskab. I dag har man muligheden for at erobre Confederations Cup for fjerde gang, og dermed få en super generalprøve op til VM på hjemmebane i 2014. Jeg tror, at Brasilien besejrer Spanien med 1-0, og dermed gentager cifrene fra VM-finalen i 2003 for U/20-landshold. Den gang stillede Brasilien med en hårfager Daniel Alves, mens Iniesta var med i den spanske opstilling. Fernandinho, nu Manchester City, blev med bare tre minutter igen matchvinder i den finalekamp. I år tilfalder denne rolle sikkert enten Neymar eller Paulinho

Finalen vises direkte på TV2 med optakt fra kl. 23.15.

Brasilien:
Júlio César;
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz, Marcelo;
Luíz Gustavo, Paulinho, Oscar;
Hulk, Fred, Neymar

Spanien:
Casillas;
Arbeloa, Piqué, Sergio Ramos, Jordi Alba;
Busquets, Xavi, Iniesta, Fábregas, Pedro;
Fernando Torres


Brasilien vandt i 2003 VM for U20-landshold med en finalesejr over Spanien

fredag den 28. juni 2013

Brasilien er ikke bange for Spanien

Brasilien møder på søndag Spanien i finalen i Confederations Cup, men udsigten til at møde de forsvarende europa- og verdensmestre får ikke den brasilianske landsholdslejr til at ryste i bukserne.

Den erfarne træner Carlos Alberto Parreira, som i dag fungerer som teknisk rådgiver for landstræner Luíz Felipe Scolari, fortæller i et interview til nationalt TV torsdag aften, at Brasilien ikke vil ændre på noget som helst op til kampen mod Spanien.
Vi vil fortsætte med det, som indtil videre er gået så godt. Et Brasilien på hjemmebane skal tage initiativet i kampen fra start, som vi gjorde det mod Japan, Mexico og Italien
Spanien er med semifinalesejren over Italien nu oppe på 29 kampe i træk uden nederlag, men Parreira er sikker på at Brasilien på søndag kommer til at gøre en ende på spaniernes flotte serie.
Det er på tide, at Spanien får sit første nederlag. Italienerne beviste især i 1. halvleg, at man med vilje, beslutsomhed og intelligens godt kan besejre Spanien
Carlos Alberto Parreira fortæller endvidere, at man i den brasilianske lejr var ligeglade med om man skulle møde Spanien eller Italien i finalen.
Brasilien mod Spanien bliver den finale, som de fleste fodboldinteresserede havde set frem til. Vi er i et fantastisk forløb med fem kampe i træk uden nederlag, så vi glæder os meget til kampen mod Spanien
Finalen spilles på søndag på fodboldtemplet Maracanã, og TV2 viser kampen direkte med optakt fra kl. 23.15.

Parreira vandt bl.a. VM i 1994 med Brasilien (Foto: O Globo)

torsdag den 27. juni 2013

Paulinho pandede Brasilien i finalen

Brasilien er klar til finalen i Confederations Cup for tredje gang i træk efter onsdagens semifinalesejr på 2-1 over Uruguay.

Paulinho blev matchvinder for hjemmeholdet med bare fire minutter igen, da Corinthians-spilleren headede et hjørnespark fra Neymar i kassen til stor jubel for de 57.483 betalende tilskuere på Mineirão.

Det blev en lige så vanskelig opgave for Brasilien som forudsagt. Uruguay var farligst i 1. halvleg og havde en kæmpe mulighed for at komme foran efter 12 minutter. David Luíz hev Lugano omkuld i det kriminelle felt, men Diego Forlan misbrugte efterfølgende tilbuddet fra straffesparkspletten. 

I stedet kom Brasilien foran kort før pausen. Neymar udnyttede Paulinhos dybe aflevering til at komme til afslutning, og Fred var hurtigt over returen fra Uruguays keeper Muslera. En stor triumf for Fred, som var tilbage på den bane, hvorfra karrieren tog fart for små 10 år siden.

Uruguay slog tilbage i begyndelsen af 2. halvleg. Gæsternes kombinerede sig fint og hurtigt igennem brassernes forsvarslinje, og Cavani var hurtig på aftrækkeren, da bolden lidt tilfældigt endte for fødderne af Napoli-angriberen.

Dermed var alt åbent igen, som det som oftest er, når Brasilien og Uruguay krydser klinger. Det fleste af de mange tilskuere på det flotte stadion i Belo Horizonte havde forventet 2 x 15 minutter, men den måske kommende Tottenham-spiller Paulinho slog til med sejrsmålet kort før tid.

Den brasilianske landstræner Luís Felipe Scolari skal have ros for sit arbejde denne onsdag. VM-træneren fra 2002 satsede lidt, da han med godt 25 minutter igen satte den unge Bernard ind i stedet for Hulk. Den spinkle Atlético Mineiro-kant kommer netop fra Belo Horizonte, og indskiftningen gav en god effekt på banen og ikke mindst på tribunerne.

Bernard er i kikkerten hos mange europæiske klubber, og han har tilsyneladende nu også overhalet PSG-stjernen Lucas Moura i kampen om at være Felipãos foretrukne angrebsjoker. Det virker som om at Lucas Moura ligesom ved OL stille og roligt er ved at blive kørt ud på et sidespor.

Brasilien møder i finalen enten Spanien eller Italien. Vi finderen modstanderen i aften, hvor de to europæiske giganter spiller semifinale i Fortaleza. Kmapne kan ses direkte på TV2 med start kl. 20.50.

Brasiliens opstilling (4-3-3)
Júlio César;
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz, Marcelo;
Luíz Gustavo, Paulinho, Oscar (Hernanes);
Hulk (Bernard), Fred, Neymar (Dante)

Uruguays opstilling (4-3-3)
Muslera;
Pereira, Godin, Lugano, Cáceres;
Gonzales (Gargano), Arévalo, Rodriguez;
Cavani, Forlan, Suárez

Se højdepunkterne fra Brasilien - Uruguay

onsdag den 26. juni 2013

Brasilien mod Uruguay - en sprængfarlig cocktail

Denne onsdag kl. 21.00 dansk tid buldrer det løs med den første semifinale i Confederations Cup, og det bliver i form af et rigtigt sydamerikansk derby mellem Brasilien og Uruguay.

Det er to af de rigtigt store fodboldnationer, som mødes på Mineirão i Belo Horizonte. Brasilien har vundet VM fem gange (1958+62+70+94+2002), mens Uruguay er noteret for to verdensmesterskaber (1930+50).

De brasilianske værter møder op til semifinalen med en masse selvtillid i bagagen. Det indledende gruppespil blev vundet fra spids med tre sejre og en målscore på 9-2. Neymar har funklet med tre scoringer, og i den sidste kamp mod Italien kom Fred også i gang med to kasser.

Uruguay kom fra land med et 2-1 nederlag til de spanske Europa- og verdensmestre, mens de to næste kampe endte med sejre på 2-1 og 8-0 over hhv. Nigeria og Tahiti. Det gav 2. pladsen i puljen, og dermed en svær opgave imod værtsnationen.

Brasilien må være favoritter til at tage finalepladsen, men Uruguay har tidligere været hårde ved et brasiliansk hjemmehold. Vi skal tilbage til 1950, hvor "La Celeste" sensationelt hjemførte VM-titlen ved at besejre Brasilien med 2-1 på Maracanã.

Dette ulyksalige nederlag til Uruguay fik den lidt sjove konsekvens, at brasserne sagde farvel til den hidtidige hvide spiluniform. Man søgte over mod nogle mere nationale farver, og løsningen kom i form af den nu så velkendte gule trøje med grønne kanter, de blå bukser samt de hvide strømper.

Det bliver da også et Brasilien i gult, som stiller til kamp med formationen fra de to første opgør i Confederations Cup. Jernlungen Paulinho er klar igen efter sin ankelskade, og han skubber Hernanes ud på bænken.

Brasilien (4-3-3):
12. Júlio César;
2. Daniel Alves, 3. Thiago Silva, 4. David Luíz, 6. Marcelo;
17. Luíz Gustavo, 18. Paulinho, 11. Oscar;
19. Hulk, 9. Fred, 10. Neymar

Uruguay forventes i den samme opstilling, som besejrede Nigeria med 2-1 i den anden spillerunde. Det betyder en giftig fronttrio bestående af Cavani, Suárez og Forlán.

Uruguay (3-4-3):
1. Muslera;
3. Godin, 2. Lugano, 22. Cáreces;
16. Maxi Pereira, 17. Arévalo Rios, 20. Álvaro González, 7. Cristian Rodrigues;
10. Forlán, 9. Suárez og 21. Cavani

For Brasilien bliver det vigtigt at holde den rette balance på holdet. Både Alves og Marcelo vil jo gerne frem over stepperne, og det efterlader trioen Forlán, Suárez og Cavani i en potentiel sprængfarlig omstilling mod Thiago Silva, David Luíz og Luíz Gustavo. Løsningen bliver sandsynligvis at Paulinho får en endnu mere defensiv rolle end tidligere. 

Offensivt skal brasserne køre sit sædvanlige tempospil, komme over kanterne og så bruge forwarden Fred til at dirke gæsternes forsvarsmur op. Anfører Lugano har set sine bedste dage, og hvis Neymar og Oscar kan komme med fuld fart mod den 32-årige anfører via Fred som spilstation, så får Muslera nogle travle timer i buret.

Kampens dommer Enrique Osses får også en vigtig rolle på Mineirão med at holde gemytterne i ro. Brasilien er det hold, som har begået flest frispark under hele turneringen med 67 af slagsen, mens Uruguay er toer på listen med 52. Til gengæld topper uruguayanerne bisselisten med syv advarsler og en udvisning. 

Jo, der er langt op til en sprængfarlig cocktail denne onsdag aften i selskab med TV2, men det er jo også det som gør sydamerikansk fodbold så fascinerende.

Uruguay og Brasilien mødtes sidste gang i 2009

tirsdag den 25. juni 2013

Cruzeiro åbner USA-turné med målfest

Mens den brasilianske liga er sat på standby under Confederations Cup, benytter klubber som Cruzeiro og Fluminense pausen til at tage på charmeoffensiv i USA.

Cruzeiro tog hul på kampene i USA med en sikker 4-0 sejr over Fort Lauderdale Strikers. Amerikanerne hører til i en række under MSL, og "A Raposa" (Ræven) havde ingen problemer med at besejre værterne.

Luan, Bruno Rodrigo og Anselmo Ramon slog alle til inden for de første 45 minutter, mens Martinuccio sørgede at tilskuerne i Florida også fik et mål efter pausen.

U/20-landsholdsspilleren Vinícius Araújo, som blev topscorer for Brasilien ved ungdomsturneringen i franske Toulon, fik chancen i de sidste 30 minutter, og han kunne snildt have proppet et par kasser ind på sin målkonto.

Cruzeiros næste kamp bliver på lørdag, hvor man møder Monarcas Morelia fra den bedste mexicanske liga. Kampen spilles på Toyota Park i Chicago, hvor man forventer op mod 30.000 tilskuere.

"A Raposa" ligger i øjeblikket på 5. pladsen i Serie A, men målet er i følge træner Marcelo Oliviera at slutte i den Top 4, som kvalificerer sig til Copa Libertadores 2014.

Se målene fra Fort Lauderdale Strikers - Cruzeiro

søndag den 23. juni 2013

Farlige Fred sænkede Italien på Fonte Nova

Det brasilianske landshold sikrede sig 1. pladsen i Gruppe A ved Confederations Cup ved at besejre Italien med 4-2 på Fonte Nova i Salvador.

Begge mandskaber var inden kampen allerede sikre på en plads i semifinalen, men det fik hverken hjemmeholdet eller italienerne til at slappe af. Der var fuld tænding på fra start til slut, og de 48.874 betalende tilskuere fik en underholdende affære.

Neymar scorede for tredje kamp i træk og høstede endnu en gang prisen som kampens bedste spiller. Brasiliens øvrige træffere blev sat ind af Dante og forwarden Fred, som med to mål endelig fik hul på målbylden. Giaccherini og Chiellini stod for de italienske mål.

Brasilien spiller sin semifinale på onsdag på Mineirão i Belo Horizonte. Modstanderen bliver sandsynligvis Uruguay, som er favorit til 2. pladsen i Gruppe B på bekostning af Nigeria. Italien må som toer i Gruppe A spille dagen efter i Fortaleza, hvor de regerende Europa- og verdensmestre fra Spanien står på programmet.

Brasiliens opstilling (med indskiftninger):

Júlio César;
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz (Dante) og Marcelo;
Luíz Gustavo, Hernanes, Oscar;
Hulk (Fernando), Fred og Neymar (Bernard)


Se højdepunkterne fra den underholdende match på Fonte Nova

lørdag den 22. juni 2013

Neymar og Balotelli i direkte duel i Confed Cup

Brasilien og Italien mødes i aften kl. 21.00 dansk tid i en duel om 1. pladsen i Gruppe A i Confederations Cup. Både værtsnationen og "Gli Azzurri" er noteret for to sejre i to kampe, og dermed er begge mandskaber garanteret en plads i semifinalerne, som spilles onsdag-torsdag i næste uge.

Spørgsmålet er om de to landstrænere derfor vælger at spare nogle spillere til aftenens kamp. Den brasilianske chef Luís Felipe Scolari må helt sikkert undvære den ankelskadede Paulinho, mens Daniel Alves og Thiago Silva ligger i karantænezonen efter et gult kort i de to første runder.

Hos Italien sidder playmakeren Andrea Pirlo over med en muskelskade, mens Daniele de Rossi er ude med karantæne. Landstræner Cesare Prandelli overvejer måske at give Andrea Barzagli en fridag, da stopperen ligesom Daniel Alves og Thiago Silva også har en karantænedag i støbeskeen.

Der er dog en kæmpe fordel ved at slutte etter i gruppen: man slipper højst sandsynlig for at få Spanien i semifinalen. De regerende Europa- og verdensmestre ligger nemlig til at vinde den modsatte pulje, så mon ikke at både Scolari og Prandelli har dette i baghovedet, når startelleveren skal udvælges.

Et møde mellem Brasilien og Italien er en rigtig fodboldklassiker. De to lande har mødt hinanden i finalen om VM-titlen i hhv. 1970 og 1994, og her endte begge kampene med brasilianske triumf. Til gengæld slog italienerne et super attraktivt brasiliansk landshold ud af VM tilbage i 1982, hvor Paolo Rossi brillerede med et hattrick.

Vi kan også forvente en attraktiv kamp i aften på Fonte Nova i Salvador. De to mandskaber mødtes så sent som i marts måned i et brag af en kamp i Geneve, hvor det hele endte 2-2. Brasilien kunne gå til pausen oppe med 2-0 på mål af Fred og Oscar, men De Rossi og Mario Balotelli svarede tilbage i 2. halvleg. 

Italienerne virkede i marts måned en tand stærkere end Brasilien, men de gul-grønne har på det seneste haft en positiv udvikling. Neymar er begyndt at præstere for alvor på landsholdet, og de øvrige spillere virker til at have fundet deres roller under Scolari. Især Luíz Gustavo har fået en vigtig rolle som holdets 6'er, som i mange tilfælde agerer en tredje stopper sammen med Thiago Silva og David Luíz.

Aftenens helt store fokuspunkt bliver helt sikkert duellen mellem Neymar og Balotelli. To unge og fantastiske angribere, som på hver deres facon kommer til at sætte modstandernes forsvar under pres. Det kan ikke blive andet end et seværdigt opgør.

Brasilien, formodede opstilling:
Júlio César;
Daniel Alves (Jean), Thiago Silva (Dante), David Luíz og Marcelo;
Luíz Gustavo, Hernanes og Oscar;
Hulk, Neymar og Neymar
Træner: Luís Felipe Scolari

Italien, formodede opstilling:
Buffon;
Maggio, Barzagli (Bonucci), Chiellino og De Sciglio;
Aquilani, Montolivo, Candreva, Marchisio og Giovinco;
Balotelli
Træner: Cesare Prandelli

Se målene fra testkampen tidligere på året

torsdag den 20. juni 2013

Scolari skamroser Neymar efter show mod Mexico

Neymar brillerede endnu en gang, da Brasilien i anden runde af Confederations Cup besejrede angstmodstanderen Mexico med 2-0.

Stortalentet bragte sit hold foran efter bare 9 minutters spil, og da kampen nærmede sig sin afslutning, leverede Neymar et fantastisk oplæg til målet til 2-0. Den kommende Barcelona-spiller snød to mexicanere ved baglinjen og serverede derefter bolden til super-sub'en Jô, der sikkert udplacerede Corona i gæsternes mål.

Brasilien leverede en forrygende omgang fodbold de første 20-25 minutter, men "A Seleçao" faldt derefter noget i tempo. Mexicanerne var farlige igennem hele kampen, men denne gang holdt det brasilianske forsvar stand mod den onde ånd.

Brasilien fik dermed revanche for 2-0 nederlaget i OL-finalen i 2012, og Luís Felipe Scolaris mandskab kunne oven i bøtten fejre adgang til semifinalen i Confederations Cup.

Landstræner Scolari var ude med masser af ros til Neymar efter kampen:
Neymar er en spiller, som vi ved er blandt de tre bedste i verden. Han er kun 21 år og han er stadig i en rivende udvikling. Det er nu Neymar viser de kvaliteter på det brasilianske landshold, som han gennem et par år har vist for Santos
Alt er dog ikke lutter idyl for det brasilianske landshold. Stopperen David Luíz har brækket næsen, mens marathonmanden Paulinho vrikkede om på foden. De er derfor begge tvivlsomme på lørdagens sidste puljekamp mod Italien.

Italienerne er ligesom Neymar & Co. sikker på en plads i semifinalen. Cesare Pandellis tropper besejrede denne onsdag Japan med 4-3 i et brag af en kamp, og det betyder, at mødet mellem Brasilien og Italien bliver en direkte dyst om 1. pladsen i gruppen.

Brasiliens opstilling (med indskiftninger):
Júlio César;
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz og Marcelo;
Luíz Gustavo, Paulinho og Oscar (Hernanes);
Hulk (Lucas Moura), Fred (Jô) og Neymar


Se højdepunkter fra Brasilien - Mexico

onsdag den 19. juni 2013

Brasilien mod angstmodstander i Confederations Cup

Brasilien spiller kl. 16.00 lokal tid (kl. 21.00 dansk tid) sin anden puljekamp i Confederations Cup. Scolaris udvalgte møder lidt af en angstmodstander i form af Mexico, som har besejret Brasilien i de sidste to landskampe. 

De to mandskaber testede hinanden af i juni måned 2012 med en testkamp i Dallas, og det blev en mexicansk triumf på 2-0 på mål af Giovani dos Santos og Javier "Chicharito" Hernández. 

Bare et par måneder senere var det OL-titlen som stod på spil, og endnu en gang trak mexicanerne det længste strå. Med en sejr på 2-1 snød Mexico favoritterne for den eneste titel, som det brasilianske landshold mangler for at have fuldt hus. 

Det blev angriberen Oribe Peralta, der med to mål sikrede mexicanerne den helt store triumf, men Hulk sørgede for brassernes trøstmål i overtiden.

Brasserne er dog fortrøstningsfulde op til dagens match. "A Seleçao" er under landstræner Luís Felipe Scoalri på rette kurs med to 3-0 sejre i rap, mens Mexico er i lidt af en krise. "Chicharito" & Co. har ikke leveret i VM-kval'en og Confederations Cup blev også indledt med et 2-1 nederlag til Italien.

Brasiliens største udfordring bliver at lukke mexicanernes solide defensiv op. De grønne har i de sidste to kampe været dygtige til at blokere for brassernes offensiv. Neymars driblerier er med det samme blevet lukket ned med en dobbelt-markering, og så har mexicanerne været dygtige i omstillingerne.

Om vi får en dacapo i dag må tiden vise. Scolari stiller nok op med samme opstilling, som har givet to sejre i rap. Mexicos træner José Manuel de la Torre vælger også status quo trods åbningsnederlaget til Italien.

Brasiliens forventede opstilling: 
12. Júlio César;
2. Daniel Alves, 3. Thiago Silva, 4. David Luíz, 6. Marcelo;
17. Luíz Gustavo, 18. Paulinho; 11. Oscar;
19. Hulk, 9. Fred og 10. Neymar

Mexicos forventede opstilling:
12. Corona;
22. Flores, 2. Rodriguez, 15. Moreno, 3. Salcido;
17. Zalava, 6. Torrado, 10. Giovani dos Santos;
11. Aquino, 14. Hernández og 18. Guardado

Se højdepunkerne fra OL-finalen i London

Futsal-kongen Falcão slår til med drømmeassist

Verdens bedste futsal-spiller Falcão imponerede endnu en gang, da hans klub Orlândia banede sig vej til semifinalen i Campeonato Paulista via en 5-2 sejr over Palmeiras.

Den 35-årige futsal-konge stod for kvartfinalens højdepunkt godt 6 minutter inde i 2. halvleg, da han med en aflevering bagom støttebenet finder Renan, der sikkert bringer hjemmeholdet foran 5-1. Det var en assist i ren Maradona-klasse,

Orlândia havde vundet det første kvartfinaleopgør med 4-1 og går dermed videre med en samlet sejr på 9-3. I semifinalen venter enten Corinthians eller São José, som afvikler deres returkamp på fredag.   

Falcão viser sparketeknik i ren Maradona-klasse

tirsdag den 18. juni 2013

Neymarzetes skaber inferno for Brasilien under Confed Cup

Den brasilianske landstræner Luís Felipe Scolari savner en fast base under Confederations Cup, hvorfra han sammen med staben kunne forberede sit mandskab i ro og mag.

Brasilien har under den igangværende turnering været forbi byer som Goiânia, Brasília og nu Fortaleza, og selvom man mærker og glæder sig over den store interesse fra fansene, så volder netop denne nærkontankt også problemer for forberedelserne til kamp.

I fodboldprogrammet "Bem, Amigos" kaldte Felipão kaldte det for et rent inferno, og han havde foretrukket, at landsholdet havde haft tilholdssted på fodboldforbundets træningsanlæg Granja Comary i Teresópolis lidt uden for Rio de Janeiro.

Her kan man træne, når det passer ind i programmet, og så er det også lettere at beskytte spillerne over især de lettere hysteriske "neymarzetes" (fans af Neymar), som forstyrrer roen for spillerne.

Træningsanlægget i Teresópolis er under ombygning, og det er spørgsmålet om Felipão og hans mandskab får lov til at bruge det ved VM om et lille års tid eller om man bliver sendt rundt i det store land i et fremstød for at mobilisere fansene.

Neymarzetes forstyrrer Brasiliens forberedelser (Foto: O Globo)

søndag den 16. juni 2013

Confederations Cup åbnet med drømmetræffer af Neymar

Det brasilianske landshold startede Confederations Cup med en komfortabel sejr på 3-0 over Japan. 

Udskældte Neymar lukkede munden på de fleste kritikkere, da han efter tre minutter bragte hjemmeholdet foran 1-0. Forwarden Fred lagde bolden til rette for Neymar, der bankede bolden op i krogen med en fart på små 100 km/t.

Brasilien slog til næste gang tre minutter inde i 2. halvleg. Her var det marathonmanden Paulinho, som opfangede Daniel Alves indlæg og sendte bolden ind under Kawashima i det japanske bur. 

Det tredje mål kom i overtiden. Indskiftede Jô fik en flot frispilning af Oscar, og den lange Atlético Mineiro-angriber svigtede ikke i duellen med den japanske keeper.

Sejren var fortjent ud fra spil og chancer, og det var en tilfreds træner Luís Felipe Scolari, som lige efter kampen udtalte:
"Jeg synes, at holdet vokser fra kamp til kamp. Vi har fundet en måde at spille på, som hænger godt sammen"
Og om Neymar sagde den rutinerede Felipão:
"Neymar er den samme som altid. I en eller anden kamp spiller han ikke så godt, men generelt set er han en stjerne. Neymar gør en forskel og det vil han altid gøre"
Brasiliens næste kamp er onsdag den 19. juni mod Mexico. Her får Neymar & Co. kam til sit hår. Brasserne har nemlig tabt de sidste to kampe til Mexico, heriblandt OL-finalen i London. Kampen vises direkte på TV2 med start kl. 20.50.

Brasilien opstilling mod Japan (inkl. indskiftninger):
Júlio César
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz og Marcelo
Luíz Gustavo, Paulinho og Oscar
Hulk (Hernanes), Fred (Jô) og Neymar (Lucas Moura)

Se målene fra Brasilien - Mexico

lørdag den 15. juni 2013

Neymar i skænderi med fan op til Confed Cup-åbning

Brasilien varmede op til lørdagens åbningskamp mod Japan med en omgang eftermiddagstræning på kampbanen Mané Garrincha i Brasília.

Cheftræner Luíz Felipe Scolari stod i spidsen for en seance, der bestod af taktisk træning, afslutninger samt dødbolde. 

Træningen blev overværet af frivillige, arbejdere og nogle enkelte fans, og de var ikke helt entydige i opbakningen til det brasilianske landshold.

Da Neymar headede bolden i kassen efter en øvelser uden modstander, lød det fra en enkelt iagttager: "Det er så den eneste måde, du kan score på, hva?", hvilket fik landsholdets nummer 10 til at svare noget a la "Skrid, dit båthorn"

Marcelo, som sandsynligvis binder duellen med Filipe Luís, fik også et par kritiske tilråb med på vejen, da Real Madrid-spilleren kiksede et skud på mål.

Fredagstræningen tyder på at Brasilien stiller op i samme formation som mod Frankrig i søndags:

Júlio César
Daniel Alves, Thiago Silva, David Luíz og Marcelo
Luíz Gustavo, Paulinho og Oscar
Hulk, Fred og Neymar

Kampen mod Japan spilles kl. 21.00, og den kan ses direkte på TV2.

Neymar træner frispark (Foto: O Globo)
  

torsdag den 13. juni 2013

Luís Fabiano på tavlen i mulig afskedskamp

Det lugtede en del af afskedskamp, da Luís Fabiano og São Paulo denne onsdag spillede 1-1 med Grêmio i den 5. runde af Serie A.

Tyrkiske Galatasaray og græske Olympiakos lokker nemlig "Fabuloso" med attraktive tilbud, og det er ikke nogen hemmelighed at den tidligere landsholdsbomber længe har ønske sig væk fra São Paulo.

Såfremt frierierne skulle udmønte sig i en snarlig aftale, er det bare at konstatere at Luís Fabiano fik taget en pæn afsked med sin brasilianske klub. Den rutinerede forward gjorde det han er bedst til, nemlig at score mål. 

Den 32-årige angriber bragte gæsterne foran kort før pausen med sit mål nummer 173 for São Paulo, og denne føring holdt indtil bare fire minutter før tid. Her dukkede en anden erfaren målræv Kléber nemlig op ved den bagerste stolpe efter en hjørnesparkskombination og reddede et enkelt point til Grêmio.

Med pointdelingen følges São Paulo og Grêmio pænt ad i tabellen. São Paulo ligger på. 6. pladsen med otte points i fem kampe, mens Grêmio på 7. pladsen er noteret for samme antal points. Coritiba fører overraskende Serie A med 11 points ud af 15 mulige.

Serie A holder nu en lille mini-ferie indtil den 2. juli pga. kampene i Confederations Cup. 

Se målene fra Grêmio - São Paulo

Diogo fældede Fluminense på Canindé

De brasilianske mestre fra Fluminense missede chancen for at stryge helt til tops i Serie A, da "O Tricolor" tabte den fra 2. runde udsatte kamp mod Portuguesa med 2-1.

Rutinerede Souza bragte Portuguesa foran midt i 1. halvleg, men brandvarme Rafael Sóbis fik udlignet for Rio-holdet små ti minutter før pausen. Angriberen Diogo med fortid i bl.a græske Olympiakos blev matchvinder kort før tid, da han headede Rogérios glimrende indlæg i nettet bag målmandsreserven Ricardo Berna.

Det var Portuguesas første sejr i Serie A  i denne sæson, og klubben med de portugisiske rødder rykker dermed op på 12. pladsen i rækken. Fluminense holder sig lige i Top 4, og det er ok med tanke på at man for tiden må undvære 12 spillere. Bare landsholdstrioen Fred, Jean og Cavalieri ville have pyntet gevaldigt på gårsdagens hold på Canindé.

Se målene fra Portuguesa - Fluminense

Sejr til Santos i skyggen af en Bielsa-signing?

Santos fik langt om længe årets første sejr i Serie A, da man hjemme på Vila Belmiro slog Atlético Mineiro med 1-0 i den 5. spillerunde.

Cícero slog til med kampens eneste mål efter bare tre minutters spil. Midtbanespilleren med fortid i Hertha Berlin og Wolfsburg sparkede på kassen et godt stykke udefra, og bolden blev lige rettet nok af til at snyde Victor i gæsternes mål. Alecsandro og Richarlyson have også bolden i nettet for gæsterne, men scoringerne blev begge korrekt annulleret for offside.

Dermed fik Santos tre vigtige points ind på kontoen. "O Peixe" (Fisken) er i lidt af et "ingenmandsland" for tiden efter salget af Neymar. Klubben leder efter en ny træner, som kan føre klubben tilbage til en ny storhedstid. Argentinske Marcelo Bielsa kunne være en mulighed, og "El Loco" ville i hvert fald få masser af talent at arbejde med i klubben fra havnebyen.

Santos rykker med sejren lige op over nedrykningsstregen, mens Atlético-MG fortsat hænger fast i suppedasen som nummer 18 ud af de 20 hold. "O Galo" (Hanen) må for tiden undvære landsholdsspillerne Bernard, Réver og Jô, og det er et stort afsavn for holdet fra Belo Horizonte. 

Se målet fra Santos - Atlético-MG

Onsdagens kampe, Serie A:
Grêmio - São Paulo  1-1
Portuguesa - Fluminense  2-1 (udsat fra 2. spillerunde)
Santos - Atlético-MG  1-0

onsdag den 12. juni 2013

Mavevirus sendte Palmeiras en tur på spanden

Angriberen Bruno Rangel stjal scenen, da Chapecoense hjemme på Arena Condá besejrede Paysandu med 3-2 i den 6. runde af Serie B.

Turneringens topscorer sørgede med et hattrick for at oprykkerne fra Chapecoense bevarer 1. pladsen i Brasiliens næstbedste række. 

Gæsterne fra Paysandu var ellers tæt på at redde et point med fra Chapecó, da veteranen Iarley udlignede til 2-2 med blot et minut igen af kampen, men Chapecoense og Bruno Rangel rejste sig hurtig oven på den kolde dukkert og fik sat oprykkerkollegerne fra Belém på plads med et mål i overtiden. 

Chapecoense fører dermed rækken med et point ned til Joinville, der vandt 3-1 i Guaratinguetá, og tirsdagens matchvinder Bruno Rangel kan nyde positionen som topscorer i Serie B med 9 mål i seks kampe.

Storklubben Palmeiras ligger treer i tabellen efter tirsdagens udesejr på 2-0 over América-RN. Vinícius og Fernandinho sørgede med et mål i hver halvleg for at "O Verdão" (De Grønne) bevarer pladsen på den rigtige side af oprykningsstregen. 

Palmeiras-lejren klagede efter kampen over et maveonde, der havde ramt flere af spillerne. Kampens første målscorer Vinícius samt Tiago Real måtte således begge lade sig udskifte efter pausen og tage sprinten til det nærmeste toilet.

América-MG høstede sin fjerde sejr i træk, da "O Coelho" (Kaninen) hentede 2-1 med fra Avaí. Hjemmeholdet kunne ellers går til pause foran 1-0 på mål af Márcio Diogo, men gæsternes Willians og Dorriva fik vendt opgøret i 2. halvleg. América-MG fra Belo Horizonte ligger dermed 4'er i tabellen.

De fire tophold kan nu nyde stillingen i tre ugers tid. Serie B holder nemlig ferie indtil den 2. juli pga. kampene i Confederations Cup.

Se målene fra Chapecoense - Paysandu

Se målene fra América-RN - Palmeiras

Tirsdagens kampe, Serie B:
América-RN - Palmeiras  0-2
Atlético-GO - Icasa  0-3
Avaí - América-MG  1-2
Boa - ABC  1-0
Ceará - Figueirense  1-1
Chapecoense - Paysandu  3-2
Guaratinguetá - Joinville  1-3
Oeste - São Caetano  0-3
Paraná - ASA  1-0
Sport Recife - Bragantino  0-2

mandag den 10. juni 2013

Det nye Brasilien tankede livsvigtig selvtillid mod Frankrig

Brasilien fik en fin optakt til Confederations Cup med at besejre Frankrig med 3-0 i søndagens testkamp.

Hjemmeholdet fik for alvor hul på bylden efter pausen, hvor Oscar, Hernanes og Lucas Moura passerede Lloris i det franske mål.

3-0 lyder som en sikker sejr, men faktum er at brasserne havde store problemer mod franskmændene. Gæsterne lukkede godt af i deres 4-5-1-opstilling, og Didier Dechamps' udvalgte var giftige i omstillingerne.

Ronaldo, som i dag fungerer som ekspertkommentator for O Globo, var tilfreds med indsatsen mod Frankrig. VM-helten fra 2002 vurderede, at Brasilien har et konkurrencedygtigt mandskab selvom mange af spillere stadig er unge og uerfarne på den internationale scene.

En anden gammel storspiller og nuværende ekspert Casagrande tilføjede, at det var utroligt vigtigt at vinde denne kamp. Angriberen med fortid i bl.a. italiensk fodbold fortalte, at det nye landshold manglede en sejr mod en stor modstander for at få den fornødne selvtillid. Den kom endelig i hus på Arena Grêmio denne søndag.

Brasiliens næste kamp er den 15. juni, hvor det gælder Japan i den første puljekamp i Confederations Cup. Derefter følger Mexico den 19. og Italien den 22. juni, og hvis alt går vel venter der en semifinale enten den 26. eller 27. juni.

Brasiliens opstilling (med indskiftininger):

Julio César
Dani Alves, Thiago Silva, David Luíz og Marcelo
Luiz Gustavo (Hernanes), Paulinho (Dante) og Oscar (Fernando)
Neymar (Bernard), Fred (Jô) og Hulk (Lucas Moura)
Træner: Luís Felip Scolari
Tilskuere: 51.643 betalende tilskuere på Arena Grêmio i Porto Alegre

Se målene fra Brasilien - Frankrig

Ronaldinho var hård ved sin gamle klub

Atlético Mineiro tog årets første sejr i Serie A, da "O Galo" (Hanen) hjemme på Arena Jacaré slog Grêmio med 2-0. Kampen var udsat fra 2. spillerunde pga. klubberne engagement i Copa Libertadores.

Ronaldinho, som blev udviklet i Grêmio i tidernes morgen, var hård ved sin gamle klub. Med to scoringer efter pausen sørgede R10 for at "O Tricolor" missede chancer for at gå op i Top 4. 

Det første mål blev sat ind et kvarter inde i 2. halvleg på et straffespark begået af den gamle landsholdskeeper Dida mod Alecsandro, og i kampens overtid afsluttede Ronaldinho et hurtigt kontraangreb sat op af Neto Berola med at udplacere Dida endnu en gang.

Atlético-MG rykkede med sejren op over nedrykningsstregen. "O Galo" prioriterer kampene i Copa Libertadores højest, og det kan ses i tabellen. Der er dog et stykke tid til semifinalekampene  mod Newells Old Boys, så Ronaldinho & Co. havde kræfter til at levere denne søndag i den hjemlige liga.

Grêmio ligger nummer otte i tabellen med syv points for fire kampe. "O Tricolor" skal i kamp igen på onsdag, hvor man spiller mod São Paulo i endnu en udsat kamp. Atlético-MG er også på banen samme dag, hvor "O Galo" besøger kriseramte Santos.

Når disse kampe er spillet, går Serie A på en måneds ferie som følge af Confederations Cup, der spilles i Brasilien 15.-30. juni.

Se målene fra Atlético-MG - Grêmio

Assist fra Alex sender Coritiba til tops i Serie A

Coritiba skulle kun bruge 54 sekunder til at afgøre søndagens hjemmekamp mod Náutico i den femte runde af Serie A.

"O Coxa" (Låret, fantastisk kælenavn...) fik straks inde i kampen tildelt et frispark, som Alex med sædvanlig præcision sendte ind i feltet. Her dukkede farlige Deivid op og styrede bolden ind i nettet bag Gideão. 

Det blev ikke til yderligere scoringer i kampen, og Coritiba overtager dermed 1. pladsen i tabellen fra Botafogo.

Der var meget mere gang i sagerne på Joia de Princesa, hvor Vitória tog imod Atlético-PR. Hjemmeholdet vandt opgøret med 3-2. Cácares, Maxi Biancucchi og Escudero satte målene ind for Vitória, mens Éderson og Luiz Alberto scorede for gæsterne.

Vitória rykker med sejren op på 2. pladsen i tabellen med ét point op til Coritiba, mens Atlético-PR ligger nede som nummer 14 ud af de 20 hold.

Maxi Biancucchi, som er Messis fætter, er nu oppe på 4 mål i Serie A, og han deler dermed 1. pladsen på topscorerlisten med Fernandão fra Bahia samt Éderson, der ligeledes kom på tavlen på Joia de Princesa. 

Se målet fra Coritiba - Náutico

Se målene fra Vitória - Atlético-PR

Fluminense beviste at de er et hold af krigere

Fluminense viste super moral, da man hjemme i Macaé besejrede oprykkerne fra Goiás med 2-1 i den 5. runde af Serie A.

De brasilianske mestre, der igen måtte undvære landsholdstrioen Cavalieiri, Jean og Fred, blev handicappet, da angriberen Rhayner så direkte rødt kort før pausen, og det så rigtig skidt ud, da gæsterne efter 25 minutter af 2. halvleg bragte sig foran ved Vitor.

Fluminense kaldes for "Time de Guerreiros" (holdet af krigere), og det navn levede man fuldt op til denne søndag. Rafael Sóbis udlignede på et flot solomål efter 36 minutters spil af 2. halvleg, og den blot 17-årige Denilson sikrede hjemmeholdet alle tre points med bare fire minutter igen.

"O Tricolor" rykker med sejren op på 4. pladsen med tre sejre i fire kampe, og Rio-klubben har kun to points op til duksepladsen. Fluminense har en kamp til gode i forhold til de foranliggende hold. Den spilles på onsdag mod Portuguesa, og en sejr her vil betyde at Fluminense stryger helt til tops i tabellen.

Goiás ligger nede som nummer 15 med fem points i fem kampe, og holdet ligner et mere kampklar mandskab end det der lagde ud med at tabe 5-0 ude til Cruzeiro.

Se målene fra Fluminense-Goiás


Søndagens kampe, Serie A:
Atlético-MG - Grêmio 2-0 (udsat fra 2. runde)
Coritiba - Náutico  1-0
Fluminense - Goiás  2-1
Vitória - Atlético-PR  3-2

søndag den 9. juni 2013

Clarence Seedorf scorer efter rent fodtennisopspil

Botafogo kan overnatte på 1. pladsen i Serie A efter at Seedorf & Co. vandt lørdagens svære udekamp mod Ponte Preta med 2-0.

Den rutinerede hollænder beviste endnu en gang sin vigtighed for Rio-holdet. Det var Seedorf, der bragte gæsterne foran efter en god halv times spil, da han fuldendte et flot angreb med at flugte bolden i nettet. Det startede med et indkast og endte efter en gang fodboldtennis for fødderne af den 37-årige veteran, hvis teknik stadig holder høj klasse.

Seedorf var også med i Botafogos anden scoring bare fem minutter efter. Hollænderen sendte et hjørnespark ind foran hjemmeholdets mål, hvor bolden til sidst endte i panden på stopperen Antônia Carlos til 2-0.

Ponte Preta kom mere med i kampen efter pausen, og Botafogo skal i et par tilfælde love godt for målmanden Renan, som hev et par vigtige redninger ud af ærmet. Botafogo havde også sine chancer til sidst i kampen, og her var det stortalentet Vitinho som fik testet både træværk og hjemmeholdets keeper.

Botafogo når dermed op på 10 points ud af 15 mulige, og det rækker pt. til 1. pladsen. Ponte Preta ligger nede og roder på en 17. plads efter blot 3 points for en håndfuld kampe.

Verdensmestrene fra Corinthians skuffede sit hjemmepublikum med kun at spille 0-0 mod Portuguesa. "O Timão" (Det Store Hold) spillede skidt, men havde alligevel chancerne til at vinde kampen. Bedste forsøg kom fra Gil, der i overtiden headede bolden på overliggeren.

Corinthians ligger dermed nummer 12 i rækken, mens Portuguesa er tredjesidst ud af de 20 hold. 

Se målene fra Ponte Preta - Botafogo

Gabriel med olympisk mål for Flamengo

Flamengo fik med 3-0 ude over Criciúma årets første sejr i Serie A. Angriberen Hernane åbnede scoringen for gæsterne kort før pausen, og i 2. halvleg brillerede Gabriel med to mål for "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte).

Ledelsen i Rio-klubben fyrede træner Jorginho efter en skuffende start i landets bedste fodboldrække, og aktionen gav i første omgang bonus på banen. Flamengo fik dog hjælp af kampens dommer, da han udviste hjemmeholdets Fabinho i 1. halvleg efter en gang stangeri med Elias. Flamengo-spilleren brugte også sine horn i situationen, men det var altså kun den ene, som blev straffet.

Sejren var fortjent nok. Flamengo var bedst over de 90 minutter mod et Criciúma, der selvfølgelig var handicappet af udvisningen. 

Kampen bød på noget så sjældent som en aktiv femtedommer. Gabriels scoring til 3-0 var nemlig et olympisk mål (dvs. et mål sat ind direkte på hjørnespark), og da hverken dommer eller linjedommer havde vinklen til at se om bolden var inde eller ej, så tog manden bag Criciúmas mål ansvaret og dømte bolden inde.

Flamengo rykker med sejren op på 14. pladsen med fem points for fem kampe, mens oprykkerne fra Criciúma ligger 10'er i tabellen med et point mere på kontoen.

Vasco da Gama skuffede sit hjemmepublikum med at spille 1-1 mod Bahia. Gæsterne kom tidligt foran ved Fernandão, men Carlos Alberto fik udlignet midt i 1. halvleg på et straffespark begået mod ham selv.

Hjemmeholdet fik en lille gave 11 minutter inde i 2. halvleg, da Diones fik marchordre efter sit andet gule kort. Vasco pressede derefter på for at få sejrsmålet, men nærmere end et hovedstød på stolpen af indskiftede André kom hjemmeholdet ikke.

Vasco ligger med resultatet 8'er i tabellen, mens Bahia rykker op på en overraskende 4. plads ud af de 20 hold. 

Se målene fra Criciúma - Flamengo

Se målene fra Vasco da Gama - Bahia

18-årige Internacional-talent slog til i stjerners fravær

Cruzeiro sluttede første etape af Serie A af med at spille 2-2 hjemme på Arena Jacaré i Sete Lagoas mod Internacional.

"O Colorado" (De Røde) tog teten midt i 1. halvleg, da den blot 18-årige Otávio bandede sig igennem med Fred og sendte bolden ind bag anføreren Fábio i hjemmeholdets bur. 

Internacional er jo et af de hold, som bliver hårdest ramt, når der er landskampe, men med afbud fra stjerner som Leandro Damião og Diego Forlan er det godt at ungdommen i form af Otávio kan komme til og få lidt succes på Dungas mandskab.

Cruzeiro kom tilbage i kampen med en udligning af Elber lige før pausen, og Everton Ribeiro gav hjemmeholdet føringen på straffespark små 20 minutter inde i 2. halvleg.

Internacional hentede sig det ene point med godt et kvarter igen, da Gabriel tordnede bolden i kassen uden chance for Fábio.

"O Colorado" var tættest på at tage alle tre points. Hjemmeholdets Ricardo Goulart så direkte rødt lige efter gæsternes udligning, og Internacional pressede derefter hårdt på for at udnytte overtallet. Fábio & Co. red stormen af, og dermed beholder Cruzeiro sin status som ubesejret på hjemmebanen.

Resultatet betyder, at Cruzeiro lægger sig på 2. pladsen i tabellen med otte points for fem kampe. Dermed har "A Raposa" (Ræven) to points op til duksene fra Botafogo.

Internacional må nøjes med en plads som nummer 11 med seks points for de hidtidige kampe. Tre uafgjorte kampe tæller dyrt i en jævnbyrdig tabel.

Både Cruzeiro og Internacional skal først i aktion igen i starten af juli måned. De brasilianske arenaer lægger snart græstæppe til Confederations Cup, og det betyder, at Serie A sættes på standby i en måneds tid.

Se målene fra Cruzeiro - Internacional

Lørdagens kampe, Serie A:
Corinthians - Portuguesa  0-0
Criciúma - Flamengo  0-3
Cruzeiro - Internacional  2-2
Ponte Preta -Botafogo  0-2
Vasco da Gama - Bahia  1-1

Palmeiras snydt for point i Recife

Sport kravlede op på 3. pladsen i Serie B efter lørdagens 1-0 sejr over Palmeiras på en meget vanskelig bane i Recife.

Sejren kom i hus i overtiden, da indskiftede Nunes sendte bolden i nettet efter et hjørnespark. Målet udløste et kæmpe raseri hos gæsterne, der med rette brokkede sig over, at Nunes havde brugt armen lidt rigeligt i forbindelsen med scoringen. 

Sport Recife rykkede med sejren op på 3. pladsen i tabellen, mens Palmeiras må tage til takke med 4. pladsen efter fem spillede runder. Begge mandskaber er noteret for ni points og det betyder at der er fire points op til duksen Chapecoense.

Figueirense led sit andet nederlag i træk, da holdet fra Florianópolis tabte med 1-0 ude til Paraná. Sejrsmålet blev sat ind midt i 1. halvleg, da stopperen Anderson styrede en frisparksbold fra Rubinho i nettet.

Dermed missede Figueirense chancen for at tilbageerobre en plads i Top 4. Holdet ligger 5'er i tabellen med ni points, mens Paraná med sejren rykkede op på 8. pladsen.

Der er fuld spillerunde på tirsdag, hvorefter turneringen ligger stille i en måneds tid pga. kampene i Confederations Cup.

Se målet fra Sport Recife - Palmeiras

Se målet fra Paraná - Figueirense

Lørdagens kampe, Serie B:
Bragantino - São Caetano  1-0
Ceará - Boa  2-2
Paraná - Figueirense  1-0
Sport Recife - Palmeiras  1-0

lørdag den 8. juni 2013

Chapecoense blæste Natal-hold omkuld

Oprykkerne fra Chapecoense gav en ordentlig fodboldlektion, da ABC var forbi Arena Condá i byen Chapecó i staten Santa Catarina.

I løbet af kampens første 30 minutter havde Chapecoense blæst gæsterne omkuld med hele fire scoringer, mens der blev taget mere roligt på tingene i den sidste times tid. Da der var spillet 90 minutter stod der 5-1 på måltavlen. 

Bruno Rangel (2), Soares (2) og Athos scorede for hjemmeholdet, mens Wanderley sørgede for ABC's enlige træffer. Chapecoense topper Serie B efter fire sejre og en remis i de hidtidige kampe, mens ABC ligger sidst ud af de 20 hold.

Joinville er også kommet godt fra land i Serie B. Den fjerde sejr ud af fem mulige kom i hus ude mod Avaí, som måtte se sig slået med 2-0. Ronaldo åbnede scoringen efter en halv times spil, og Lima fordoblede føringen lige før pausen. Den sidste scoring gav anledning til en del brokkerier efterfølgende, da Avaí forinden følte sig snydt for et frispark.

Joinville lægger sig på 2. pladsen med ét point op til Chapecoense. Både Palmeiras og Figueirense kan komme op på siden af Joinville, såfremt de får en sejr i lørdagskampen mod hhv. Sport Recife og Paraná.
  
Se målene fra Chapecoence - ABC

Se målene fra Avaí - Joinville

Fredagens kampe, Serie B:
América-MG - Oeste  4-3
América-RN - Guaratinguetá  2-2
ASA - Icasa  3-1
Atlético-GO - Paysandu  1-0
Avaí - Joinville  0-2
Chapecoense - ABC  5-1

fredag den 7. juni 2013

Alex kanonerer Coritiba til tops i Brasilien

Midtbanestjernen Alex blev matchvinder, da Coritiba hjemme på Couto Pereira besejrede de forsvarende brasilianske mestre fra Fluminense med 2-1.

Den 35-årige spiller med en gloværdig fortid i bl.a. Fenerbahçe slog til med bare tre minutter igen på et drøn af et langskud, der ikke levnede Ricardo Berna i gæsternes mål nogen chance. Det var Alexs mål nummer 400, og det må høre til blandt de flotteste i den lange karriere

Alex havde også en aktie i Coritibas første mål med et oplæg til Robinho, mens Fluminense fik udlignet på et af klubbens specialer, nemlig dødbolde. Denne gang var det Carlinhos, som pandede et hjørnespark i nettet.

Coritiba topper nu Serie A med otte points ud af 12 mulige, mens Fluminense på 8. pladsen har seks points men blot for tre kampe. Rio-klubben var noget vingeskudt til torsdagens kamp. Trioen Diego Cavalieiri, Jean og Fred er alle optaget af landskampe for Brasilien, Deco er suspenderet med en dopingsag og  Shakhtar Donetsk har snuppet lynhurtige Wellington Nem for 9 mio. €.

Se målene fra Coritiba - Fluminense

Santos helt til rotterne i Brasilien

Det går for tiden rigtigt skidt for Santos i Brasilien bedste fodboldrække. "O Peixe" (Fisken) har efter fire spillerunder stadig sin første sejr til gode, og den stolte klub blev ganske enkelt fejet af brædtet denne onsdag med et 3-1 nederlag til oprykkerne fra Criciúma.

João Victor, Giancarlo og Mattheus Ferraz bragte "Tigrene" foran med hele 3-0 inden at Santos i overtiden fik pyntet på resultatet med Neílton. Santos leder fortsat efter en cheftræner efter den fyrede Muricy Ramalho, ligesom man skal finde et set-up, der kan fylde det kæmpe hul, som Neymar har efterladt sig i klubben. Robinho kunne være del af løsningen på banen, hvis man kan købe ham fri af Milan.

Criciúma rykker med den flotte sejr op som nummer 8, mens Santos med sølle to points ligger under nedrykningsstregen sammen med storklubber som Flamengo og Atlético-MG.

Oprykkerne fra Atlético Paranaense fik årets første triumf i Serie A, da "O Furacao" (orkanen) besøgte Ponte Preta. Sejren blev på 4-3, og det afgørende mål blev sat ind i overtiden af indskiftede Marcão.  Superrutinerede Paolo Baier, Ederson og Everton kom også på tavlen for gæsterne, mens Chiquinho og 2 x William nettede for "Den Sorte Bro".

Atlético-PR rykker med sejren op på 12. pladsen blandt de 20 hold, mens Ponte Preta balancerer på kanten af nedrykningsstregen.

Se målene fra Ponte Preta - Atlético-PR

Se målene fra Criciúma - Santos

Botafogo skudt ned af Fernandão

Botafogo spillede årets ringeste kamp, da Seedorf & Co. tabte 2-1 ude til Bahia. Stortalentet Vitinho bragte ellers gæsterne foran i 1. halveg, men to mål af Fernandão vendte kampen for holdet fra Salvador. Botafogo rykker med resultatet ned på 5. pladsen, mens Bahia nu følger helt i hælene som nr. 6.

Det gik heller ikke godt for Flamengo, der tabte 1-0 til Náutico. Rogério slog til med kampens eneste mål små 10 minutter før tid. Det var et svidende nederlag til hjemmeholdet, der efterfølgende fyrede træner Jorginho. Fire kampe med to remis'er som bedste resultat er bare ikke godt nok i den stolte Rio-klub. Flamengo ligger næstsidst, mens Náutico med sejren fik spillet sig op over nedrykningsstregen

Vasco da Gama er også en klub med masser af problemer, men denne onsdag besejrede man Atlético Mineiro med 2-0. Stortalentet Alisson slog til i midten af 2. halvleg, mens indskiftede Abuda lukkede kampen i overtiden. Gæsterne måtte stille op uden landsholdsspillerne Réver og Bernard, og deruden manglede Ronaldinho og Diego Tardellei også til dagens kamp, og disse fravær blev dyre for Atlético. 

Atlético-MG ligger nu sidst ud af de 20 hold, mens Vasco avancerer til en plads midt i tabellen. Førstnævnte skal nok begynde at skrabe points ind, når de belastende kampe i Copa Libertadores er overstået. Her er "O Galo" (Hanen) nået frem til semifinalen, hvor modstanderen er Newells Old Boys.

Se målene fra Bahia - Botafogo

Se målet fra Flamengo - Náutico

Se målene fra Vasco da Gama - Atlético Mineiro

torsdag den 6. juni 2013

Fire afbrændere af Pato kostede dyrt

Ambitiøse Cruzeiro strøg til tops i Serie A efter onsdagens hjemmesejr på 1-0 over Corinthians. "A Raposa" (Ræven) hev sejren i land med godt fem minutter igen af kampen på en straffesparksscoring af Dagoberto.

Alexandre Pato havde ellers fire store muligheder for at komme på tavlen for gæsterne, men den tidligere Milan-angriber måtte se tre af sine forsøg pareret af en storspillende Fábio, mens den sidste mulighed røg forbi kassen.

I stedet slog indskiftede Elber til i slutningen af kampen. Den lynhurtige offensivspiller løb fra Fábio Santos, der måtte trække i bremsen omkring det kriminelle felt. Dermed var der dækket op til Dagoberto, der ikke svigtede sine holdkammerater i eksekveringen af straffesparket.

Cruzeiro overtager med resultatet 1. pladsen i rækken, da både São Paulo og Vitória led nederlag. São Paulo tabte 1-0 hjemme til Goiás. Oprykkerne slog til allerede i kampen første minut ved Rodrigo, så nu slås der for alvor på krisetrommerne hos "O Tricolor". Træner Ney Franco kan snart være fortid i klubben. I kulissen står Muricy Ramalho, som netop er sat fra bestillingen i Santos.

Vitória måtte også indkassere et knebent nederlag ude til Grêmio. Her blev Elano matchvinder med et mål direkte på frispark midt i 2. halvleg. Oprykkerne fra Salvador må dermed med på 3. pladsen, mens Grêmio rykker op som 4'er.

Se målet fra Cruzeiro - Corinthians

Se målet fra São Paulo - Goiás

Se målet fra Grêmio - Vitória

Onsdagens kampe, Serie A:
Bahia - Botafogo  2-1
Criciúma - Santos  3-1
Cruzeiro - Corinthians  1-0
Flamengo - Náutico  0-1
Grêmio - Vitória  1-0
Ponte Preta - Atlético-PR  3-4
Portuguesa - Internacional  1-1
São Paulo - Goiás  0-1
Vasco da Gama - Atlético-MG  2-0