fredag den 30. marts 2012

Santos i sambaopvisning mod Guaratinguetá

Santos var i strålende spillehumør, da "fiskene" hjemme på Vila Belmiro tog imod Guaratinguetá fra den tunge ende af tabellen. Neymar & Co. gjorde som det passede dem i 1. halvleg, og de stakkels gæster blev udspillet på kryds og tværs med brug af både hæl og tå. Jo, der blev disket op med rigtig sambafodbold i de første 45 minutter, og Santos kunne fortjent gå til pause oppe med hele 4-0. I 2. halvleg gik hjemmeholdet naturligt nok ned i tempo, og der faldt kun en ekstra bonusscoring ved Neymar. I alt blev det til 3 mål fra stortalentets side, mens Borges og Juan stod for de øvrige Santos-scoringer.
Med sejren på 5-0 tilbageerobrede Santos 4. pladsen i grundspillet i Campeonato Paulista og "fiskene" har 4 points op til 1. pladsen.
   
São Paulo kom tilbage på 1. pladsen i grundspillet, da Emerson Leãos trupper som ventet slog CatanduvenseArene Barueri, der erstattede den sædvanlige hjemmebane Morumbi. Sejren blev på 2-0, og den kom først i stand i løbet af kampens sidste kvarter. Angriberen Fernandinho gjorde et fint indhop, hvor han selv scorede målet til 1-0 og desuden fik fremprovokeret Cleber til et selvmål.
 
Der resterer endnu 3 runder af grundspillet, og der er allerede 6 hold, der har booket en plads i 1/4-finalerne. Der er de 4 giganter i toppen, nemlig São Paulo, Corinthians, Palmeiras og Santos. Mogi Mirim og Guarani er også klar, mens alt tyder på at Ponte Preta og Bragantino bliver de sidste kvartfinalehold. Placeringerne i grundspillet er ikke ligegyldige, idet de er afgørende for hvem der får fordel af hjemmebane etc., når slutspillet går i gang om ca. 3 ugers tid.

Se målene fra Santos-Guaratinguetá

Fluminense klar til 1/8-finalen i Libertadores

Fluminense høstede den fjerde sejr ud af 4 mulige i Copa Libertadores, da Fred & Co. på fremmed græs besejrede venezuelanske Zamora med 1-0. Målet faldt bare 10 minutter før tid og blev sat ind på frispark af den indskiftede Rafael Sobis. De bordeaux-farvede gæster havde en stille dag på kontoret vel vidende, at ét point var nok mod en svag modstander.
Fluminense er fortsat på maksimumpoint i Gruppe 4, og "O Tricolor" har trods 2 spillerunder igen allerede sikret sig en plads i 1/8-finalen. Argentinske Boca Juniors vandt hjemme 2-0 over landsmændene fra Arsenal de Sarandí, og Riquelme & Co. ligger dermed til at følge Fluminense over blandt turneringens 16 bedste hold.
 
Se højdepunkterne fra Zamora-Fluminense
  

torsdag den 29. marts 2012

Knebne sejr til Corinthians og Palmeiras

De brasilianske mestre fra Corinthians kan overnatte på. 1. pladsen i grundspillet i Campeonato Paulista. De hvidblusede stillede godt nok op med et blandet hold i hjemmekampen mod XV de Piracicaba, men det var alligevel nok til at sikre en sejr på 1-0. Ramon slog til lige efter pausen efter et flot soloraid, og dermed sikrede venstrekanten sit Corinthians endnu en spinkel sejr i dette delstatsmesterskab. Corinthians har i år været verdensmester i at køre et-måls-sejre hjem. Klubben har 11 sejre i Campeonato Paulista, og her er de 9 vundet med den mindst mulige marginal.
 
Så har der været mere spræl i Palmeiras, der op til onsdagens udekamp mod Paulista havde nettet 33 gange i 15 kampe. I søndags led Felipe Scolaris udvalgte dog årets første nederlag (1-2 til Corinthians), og det var derfor spørgsmålet om de grønne var kommet sig over denne skuffelse. Spillemæssigt var svaret nej, men Palmeiras fik dog alligevel hentet de 3 points i hus. Indskiftede João Vitor blev helten kort før tid, da han udplacerede Vagner til kampens slutresultat 1-0. João Vitor håber nu, at dette mål kan øge hans popularitet hos klubbens fans. I oktober 2011 blev midtbanespilleren overfaldet på åben gade, da han var en af syndebukkene for klubbens dårlige resultater. Nu er skibet på rette kurs, og João Vitor kan forhåbentlig gå i fred på gaden.
 
I den samlede stilling ligger Corinthians og Palmeiras hhv. nr. 1 og 2 i grundspillet. São Paulo kan dog overhale dem begge, såfremt Lucas & Co. trækker sig sejrrigt ud af aftenens hjemmekamp mod Catanduvense. Santos (pt. nr. 5) skal også i aktion i aften, hvor Guaratinguetá besøger havnebyen med den flotte talentudvikling. Santos skal vinde for at holde kontakt med de 3 giganter i toppen af tabellen.
 
Se João Vitors flotte mål for Palmeiras
 

Flamengo med kniven for struben

Flamengo har kniven for struben i Copa Libertadores efter at Ronaldinho & Co. tabte med 3-2 til Club Olimpia fra Paraguay. De 2 mandskaber spillede 3-3 på Engenhão for 14 dage siden, men på Estadio Defensores del Chaco i Asunción trak Olimpia det længste strå. Flamengo havde godt nok bolden i hele 64% af tiden, men hjemmeholdet var klart det mest målfarlige. Olimpias mål blev sat ind af holdets stjerne Órteman samt Zeballos og Aranda, mens Vágner Love (fin assist af Ronaldinho) og Bottinelli sørgede for gæsternes mål.
Gruppe 2 føres af Lanús og Olimpia, der begge har 7 points for 4 kampe. Flamengo ligger 3'er med 5 points, mens Emelec fra Ecuador ligger sidst med 3 points. Flamengo møder Emelec og argentinske Lanús i de sidste 2 kampe, og der skal nok 6 points i posen for at sikre en plads i den Top 2, der giver adgang til 1/8-finalen i Sydamerikas fornemste klubturnering.
  
Se højdepunkterne fra Olimpia-Flamengo
 

mandag den 26. marts 2012

Corinthians satte stop for Palmeiras' flotte serie

Corinthians fik sat en stopper for Palmeiras' status som ubesejret i dette års Campeonato Paulista. De grønne kunne godt nok gå til pausen med en føring på 1-0 på et langskudsmål af Marcos Assunção, men Corinthians skulle kun bruge 6 minutter af 2. halvleg til at få vendt kampen. Paulinho satte udligningen ind efter 3 minutter, mens Márcio Araújo kort tid efter afgjorde dette "Derby Paulista" med et selvmål.
Der resterer nu 4 runder af grundspillet, og de fire giganter i staten São Paulo indtager Top 4. São Paulo fører rækken på en bedre målscore end Corinthians, mens Palmeiras og Santos har hhv. 2 og 4 points op til førerholdene.
De 8 bedste i grundspillet går videre til slutspillet som afvikles som en Cup-turnering, og i skrivende stund er det hold som Mogi Mirim, Guarani, Ponte Preta og Bragantino, som følger de 4 store over i slutspillet.
 
Se målene fra Palmeiras-Corinthians
  

Dobbelt up for Fred i Taça Rio

Fluminense vandt sikkert lørdagens udekamp mod Bonsucesso med 2-0, og dermed har Fred & Co. stadigt chancen for en semifinaleplads i denne delturnering nr. 2, Taça Rio. Anføreren scorede begge mål, ligesom Wellington Nem havde en stor aktie i begge scoringer.
Fluminense skal nok bruge 3 sejre i de sidste 3 puljekampe for at hente en semifinaleplads. Pt. sidder Bangu og Vasco da Gama på de 2 øverste pladser i Gruppe B, men afstanden er ikke større end at den kan hentes i de sidste spillerunder.
I Gruppe A ligger Botafogo og Flamengo på de 2 øverste pladser. Botafogo besejrede Duque de Caxias med 2-0, mens Flamengo uden den karantæneramte Ronaldinho slog Volta Redonda med 4-2. Vágner Love scorede 2 mål for Flamengo, hvoraf det ene blev sat ind med hælen.
Taça Rio er som sagt delturnering nr. 2 i kampen om Campeonato Carioca (delstatsmesterskabet). Den første delturnering, Taça Guanabara blev vundet af Fluminense, som dermed er sikker på en plads i den store finale om delstatsmesterskabet i Rio de Janeiro. Finalen står nemlig mellem vinderne af de 2 delturneringer, Taça Guanabara og Taça Rio.
 
Se målene fra Bonsucesso-Fluminense
         

søndag den 25. marts 2012

Sulten hund stjal billedet i Rio Grande do Sul

Politihunden Nitro blev lidt for ivrig, da den var på arbejde i forbindelse med fodboldkampen mellem Novo Hamburgo og Caxias. En scoring i 1. halvleg udløste en hidsig diskussion mellem dommeren og flere af spillerne, og så måtte Nitro sammen med sin hundefører ind på banen for at få dæmpet gemytterne. I forbindelsen med tumulten på banen kom Nitro alt for tæt på Caxias-angriberen Vanderlei, og hunden plantede simpelthen sit tandsæt i ballen på spilleren med 9-tallet på ryggen. Vanderlei kom dog på benene igen og spillede kampen til ende. Novo Hamburgo vandt for øvrigt kampen med 1-0 på det mål som udløste det omtalte kaos på banen. I Brasilien spiller man i øjeblikket om de regionale mesterskaber, og denne kamp fandt sted i den sydlige stat Rio Grande do Sul, hvor favoritfeltet består af 2 klubber, nemlig Internacional og Grêmio.
 
Se politihunden Nitro i aktion
   

Ponte og Guarani delte i dramatisk derby

Der var drama på TV 2 Sport, da kanalen lørdag aften viste lokalopgøret i Campinas mellem Ponte Preta og Guarani. Kampen endte 1-1 både i målscore og i antallet af udvisninger, mens de var umuligt at holde tal på antallet af frispark. Ponte Preta så ud til at køre sejren hjem på det mål, som stopperen Sacoman satte ind midt i 2. halvleg, men Guarani fik i overtiden tilkæmpet sig et straffespark ved indskiftede Ronaldo. Anfører og topscorer Fumagalli påtog sig ansvaret, og han udplacerede sikkert Lauro i hjemmeholdets mål. Ponte Preta havde fortjent alle 3 points, og træner Gilson Kleina må ærgre sig over bl.a et brændt straffespark i 1. halvleg.
Der foregår en kæmpe rivalisering mellem de 2 klubber. Alvoren i denne blev understreget, da en supporter fra Guarani i sidste uge mistede livet i forbindelse med en ungdomskamp mellem de 2 rivaler. Så på den led var lørdagens kamp med 2 direkte røde kort og 7 gule kort billigt sluppet.
Guarani og Ponte Preta ligger hhv. 6'er og 7'er i grundspillet i Campeonato Paulista. Man er i gang med den 15. spillerunde ud af 19, og de 8 bedste i grundspillet går videre til slutspillet. Toppen af rækken er domineret af de 4 giganter i staten São Paulo, nemlig Palmeiras, São Paulo, Corinthians og Santos. Netop Palmeiras og Corinthians støder i dag sammen i det som er det største derby i området, mens São Paulo og Santos skal op mod nogle af de mindre hold i delstaten.
Se målene fra Ponte Preta-Guarani
   

fredag den 23. marts 2012

Neymar holdt legestue med 5 peruvianere

Regn, regn og atter regn! Det var svære betingelser, da Santos tog imod peruvianske Juan Aurich  i Copa Libertadores, men Neymar & Co. viste alligevel klassen og sendte gæsterne hjem med et 2-0 nederlag i bagagen. Den målfarlige stopper og anfører Edu Dracena var første mand på tavlen for Santos, mens Neymar efter pausen fordoblede målscoren. Neymar boltrede sig undervejs som en fisk i vandet, og i videoen nedenfor kan man bl.a. se stortalentet holde legestue med 5 modstandere på samme tid inden at han til sidst bliver savet ned af en frustreret modstander. Santos havde rykket kampen ind på Pacaembu i selve byen São Paulo, og det lokkede godt 26.000 tilhængere ud i regnen.
Resultatet betyder, at Santos nu fører Gruppe 1 med 9 points for 4 kampe, mens Internacional og bolivianske The Strongest følger efter med 7 points hver. Det er blandt disse 3 mandskaber, at vi finder de 2 hold, som skal i kvartfinalen. Juan Aurich er chanceløse efter 0 point ud af 12 mulige.

Se højdepunkterne fra Santos-Juan Aurich
  

torsdag den 22. marts 2012

Juninho Pernambucano nøglen til Vasco-sejr

Blåklædte Vasco da Gama trak sig sejrrigt ud af onsdagens topkamp i Gruppe 5 i Copa Libertadores mod paraguyanske Libertad. Hjemmeholdet havde ellers store problemer med at få dirket Libertad op, men en indskiftning af den rutinerede Juninho Pernumbucano i pausen blev afgørende for kampen. Den tidligere landsholdsspiller med den sublime sparketeknik slog hurtigt til med en scoring fra en næsten umulig vinkel, og inden at der var spillet 20 minutter af 2. halvleg havde Alecsandro bragt Vasco 2-0, hvilket også blev kampens resultat.
Gruppe 5 føres fortsat af Libertad, der er noteret for 7 points for 4 kampe. Vasco har ligeledes 7 points, mens Nacional fra Uruguay og peruvianske Alianza Lima også danner par med 3 points hver. Nacional og Alianza Lima har dog en kamp til gode, og den spilles først i midten af næste uge.
Vasco har nu spillet færdigt hjemme på São Januário, så et evt. avancement til 1/8-finalerne skal sikres enten via en sejr i Montevideo eller i Lima. 10 points er helt sikkert nok til at sikre en 1. eller 2. plads i puljen.
 
Se målene fra Vasco da Gama-Libertad

Snæver sejr til Corinthians i topkamp

Corinthians tog et stort skridt mod kvartfinalespillet i Copa Libertadores, da man hjemme på Pacaembu vandt topkampen mod mexicanske Cruz Azul med 1-0. Dermed overtog Corinthians 1. pladsen i Gruppe 6 med et point ned til netop Cruz Azul.
Midtbanespilleren Danilo blev matchvinder, da han med bare 10 minutter igen headede et frispark fra Alex i kassen. Cruz Azul, der på dette tidspunkt var blevet reduceret til 10 mand efter en udvisning af Pinto, kom dog godt tilbage og var yderst tæt på en udligning i de sidste minutter. Først ved Villa, der ramte stolpen, og siden ved brasilianske Maranhão, der fik presset sin landsmand Julio Cesar til en klasseredning. Men det hele endte med en smal hjemmesejr til stor glæde for de små 30.000 betalende tilskuere.
Corinthians har 2 kampe igen i gruppespillet, og der skal såmen bare en enkelt sejr til for at sikre en plads blandt de 16, der skal spille om Latinamerikas svar på Champions League.
    
Se målet fra Corinthians-Cruz Azul
    

Internacional redder point i de bolivianske højder

Internacional vandt i sidste uge med hele 5-0 over bolivianske The Strongest, og denne onsdag aften/nat var det så tid til endnu et møde mellem de 2 mandskaber i Gruppe 1 i Sydamerikas fornemste turnering, Copa Libertadores. Denne gang var det bolivianerne, der havde fordel af hjemmebane, og det er en vigtig en af slagsen, idet den ligger i 3,6 kilometers højde. The Strongest havde vundet de 2 første puljekampe i La Paz, og bolivianerne var tæt på et hjemmebane-hattrick mod de brasilianske gæster. The Strongest førte således med 1-0 mod et skidt spillende brasiliansk mandskab, og denne stilling holdt indtil bare 2 minutter før tid, hvor Gilberto efter nogle fumlerier fik udlignet til slutresultatet 1-1.
Internacional og The Strongest ligger hhv. 1' er og 2'er i Gruppe 1 med 7 points for 4 kampe. De forsvarende Libertadores-mestre fra Santos ligger på 3. pladsen dog med en kamp til gode. En sejr i aftenens kamp over pointløse Juan Aurich vil betyde, at Neymar & Co. overtager førstepladsen i puljen med 2 spillerunder igen.
  
Se målene fra The Stongest-Internacional
 

mandag den 19. marts 2012

Lucas og Neymar viste sig frem for OL-landstræneren

São Paulo og Santos leverede et brag af en kamp, da de 2 giganter stødte sammen på Morumbi foran godt 32.000 betalende tilskuere. Landstræneren Mano Menezes var også på plads, og han fik set sine kommende OL-esser, Neymar og Lucas i forrygende spillehumør. Neymar scorede en enkelt kasse for Santos og fik fremprovokeret en udvisning af Rodrigo Caio, men det var Lucas, der havde det bredeste smil efter kampen. São Paulo vandt nemlig kampen med 3-2 på det mål, som Lucas satte ind kort før tid. Udover Neymar og Lucas kunne Mano Menezes også glæde sig over mål af en anden OL-kandidat Casimiro. Den tidligere landsholdsangriber Luís Fabiano kom også på tavlen på São Paulo, og han fik dermed bevist, at man ikke skal afskrive ham helt i forhold til VM 2014. Men en super indsats af Emerson Leãos mandskab, der trods spil med en mand i undertal i det meste af 2. halvleg alligevel fik skovlen under Neymar & Co.Palmeiras fører grundspillet i Campeonato Paulista med ét point ned til São Paulo og Corinthians. Santos ligger 4'er med 5 points op til 1. pladsen. De 8 bedste fra grundspillet går videre til slutspillet, og med 5 runder igen ligger Mogi Mirim, Guarani, Ponte Preta og Bragantino godt til mht. at følge Top 4-holdene med over i kvartfinalespillet.
 
Se målene fra São Paulo-Santos
 



sao paulo op på 2. pladsen

Hattrick af Fellype Gabriel i Rio-classico

Botafogo måtte til søndagens Rio-classico mod Vasco da Gama stille op uden sin sædvanlige anfører og topscorer Loco Abreu. Angriberen fra Uruguay måtte op til kampen trække sig med en skade, og det gav plads til Fellype Gabriel i startopstillingen. Man må sige, at Fellype Gabriel tog 100% vare på denne mulighed. Med 3 mål sørgede offensivspilleren med en fortid i bl.a. japansk fodbold for, at Botafogo besejrede Vasco med 3-1. Vasco da Gama stillede med et blandet hold pga. midtugens kamp mod Libertad i Copa Libertadores, men man må alligevel ærgre sig over, at det ikke blev til et enkelt lille point på Engenhão. Juninho Pernambucano brændte nemlig et straffespark ved stillingen 3-1, og dermed missede man muligheden at lægge lægge ekstra tryk på Botafogo til sidst. Netop Juninho Pernambucano er kendt for sine fantastiske frispark, men denne søndag var det Fellippe Bastos, der viste klassen i denne disciplin. Tjek målet til 1-2. Det findes simpelthen ikke bedre.Med sejren holder Botafogo sig til i toppen af Gruppe A i Taça Rio, som er delturnering nr. 2 i Campeonato Carioca. Overraskelsen Macaé topper gruppen, mens Flamengo er 3'er. Flamengo vandt knebent med 1-0 over Friburguense på et mål af en af VM-heltene fra 2002, Kléberson.
Der resterer 4 spillerunder af puljespillet og de 2 bedste går videre til semifinalen.
I Gruppe B ligger Vasco fortsat etter med Volta Redonda og Bangu på de efterfølgende pladser. Fluminense tabte til Macaé (i denne delturnering møder man kun hold fra den modsatte pulje), men Fred & Co. kan sagtens tillade sig dette. Fluminense vandt nemlig den første delturnering (Taça Guanabara), og dermed er man sikker på en finaleplads, når vinderne af de 2 delturneringer mødes til allersidst om det samlede Rio-mesterskab.
 
Se målene fra Botafogo-Vasco da Gama
   

søndag den 18. marts 2012

Drømmemål af Assunção for Palmeiras

Palmeiras overtog 1. pladsen i Campeonato Paulista, da "O Verdão" (De grønne) hjemme på Pacaembu slog Ponte Preta med 2-1. Corinthians kan dog tilbageerobre duksepladsen i aften, såfremt man vinder søndagens udekamp mod bundholdet Comercial. En kamp, som forøvrigt bliver transmitteret direkte på TV 2 Sport kl. 20.00.
Palmeiras var i forrygende spillehumør fra kampens start og førte med 2-0 efter bare 11 minutters spil. Først kom angrebsbacken Juninho på tavlen efter nogle fine kombinationer med Valdivia og Daniel Carvalho, og senere øgede anfører og dødboldsspecialisten Marcos Assunção føringen direkte på frispark. Ponte Preta kom dog tilbage på benene og med en reducering til 2-1 ved Ferron lige op til pausen, fik "Den sorte Bro" skabt fornyet spænding ind i kampen.
Efter pausen måtte de de 20.000 betalende tilskuere se langt efter målene. Begge mandskaber havde gode chancer, men ind ville bolden ikke. Palmeiras-sejren var dog yderst fortjent, og træner Felipe Scolaris mandskab holder dermed skansen som eneste ubesejrede mandskab i turneringen. Denne status bliver dog sat på en stor prøve i næste weekend, hvor Palmeiras og Corinthians "clasher" sammen i det yderst prestigefyldte "Derby Paulista". 
   
Se målene fra Palmeiras-Ponte Preta
   

fredag den 16. marts 2012

Santos vandt på det peruvianske kunstgræs

De forsvarende Copa Libertadores-mestre fra Santos hentede en vigtig sejr i Gruppe 1, da Neymar & Co. denne torsdag slog Juan Aurich med 3-1. De peruvianske værter kom ellers bedst fra start på kunstgræsset i Chiclayo med et mål af Tejada efter et lille kvarters spil, men "Fiskene" fik vendt kampen på mål af den uruguayanske højrekant Fucile, strategen Paulo Henrique Ganso samt sidste års topscorer i Serie A, Borges. Det var især et vigtigt mål for Borges, der kom til Peru uden at have scoret i 6 kampe i træk.
Trekløveret Internacional, Santos samt The Strongest fra Bolivia ligger nu alle med 6 points for 3 kampe, mens Juan Aurich fortsat ligger i bunden uden point.
Kampene fortsætter i næste uge, hvor Santos tager imod Juan Aurich hjemme på Vila Belmiro, mens Internacional får en svær opgave mod The Strongest i Bolivia. Brasserne med en Leandro Damião i målform ydmygede netop The Strongest med hele 5-0 i denne uge, så mon ikke der står et revanchelystent hjemmehold klar i de bolivianske højder den kommende onsdag.
Der resterer endnu 3 spillerunder, og de 2 bedste fra gruppen får en plads i 1/8-finalerne.
   
Se højdepunkterne fra Juan Aurich-Santos
            

Flamengo glemte at snøre sækken

Flamengo cruisede mod en sikker hjemmesejr mod Olímpia i torsdagens kamp i Copa Libertadores. De rødsorte førte med hele 3-0 på mål af Bottinelli, Ronaldinho (straffe) og Luiz Antonio, men gæsterne fra Paraguay kom stærkt tilbage og fik udlignet til slutresultatet 3-3 i løbet af kampens sidste kvarter. Zeballos, Luis Caballero og Marin var mændene bag, at der alligevel kom point med hjem i bagagen til Asunción.
De godt 25.000 tilskuere på Engenhão brugte indledningen af kampen til at hylde Adriano, som netop er blevet løst fra sin kontrakt i Corinthians. Et comeback for Flamengo nævnes som en god mulighed, men ud fra spillet mod Olímpia tyder alt på, at Rio-holdet skal tænke mere på at forstærke de bagerste rækker frem for angrebet.
Flamengo fører Gruppe 2 med 5 points for 3 kampe, mens argentinske Lanús og Olimpia følger efter med 3 points. I bunden i den jævnbyrdige pulje ligger Emelec fra Ecuador med 3 points. Kampene fortsætter i næste uge, hvor Flamengo skal til Paraguay, og Lanús skal en tur til Ecuador.
 
Se højdepunkterne fra Flamengo-Olimpia
   

torsdag den 15. marts 2012

Fluminense med max i Copa Libertadores

Fluminense holder flaget højt i Copa Libertadores. I sidste uge slog man Boca Juniors på La Bombonera, og denne flotte sejr blev fulgt lidt mere beskedent op med 1-0 hjemme mod Zamora. Holdet fra Venezuela pakkede sig godt foran eget mål igennem alle 90 minutter, og men et langskud 12 minutter efter pausen af stopperen Anderson sænkede den venezuelanske forsvarsmur.
Fluminense fører Gruppe 4 med 9 points efter 3 kampe, og "O Tricolor" er nu det eneste mandskab i gruppespillet, der kan prale af at have maksimum-points. Argentinske Boca Juniors ligger 2'er med 4 points for 3 kampe, deres landsmænd Arsenal de Sarandí ligger nr. 3 med 3 points, mens Zamora ligger sidst med et enkelt point.
Kampene i Gruppe 4 fortsætter i næste uge, hvor Zamora og Fluminense denne gang mødes i Venezuela, mens det argentinske møde mellem Boca Juniors og Arsenal denne gang finder sted på  La Bombonera i Buenos Aires.
 
Se målet fra Fluminense-Zamora
    

Remis til Vasco og Corinthians i Copa Libertadores

Vasco da Gama satte et enkelt point ind på sin Copa Libertadores-konto, da Rio-mandskabet onsdag aften/nat i Asunción spillede 1-1 med paraguyanske Libertad. De brasilianske gæster kom fint fra start med et mål af Diego Souza efter et kvarters spil, men holdet fra Paraguay overtog dominansen, da selv samme Souza så direkte rødt efter et albuesving. Med en mere på banen lykkedes det for Libertad at få udlignet ved angriberen Nuñez, der såmen også trak et rødt kort til sidst. Kampen beskrives af O Globo som en uskøn affære med alt for mange frispark og brokkerier. Det var latinamerikansk fodbold, når den er værst! De 2 mandskaber mødes igen om en uge i Rio de Janeiro, og her må man håbe på, at de grimme tricks bliver lagt til side til fordel for selve fodboldspillet.
Man er nu nået halvvejs i Gruppe 5, som føres af Libertad med 7 points for 3 kampe. Vasco følger efter med 4 points, mens Nacional fra Uruguay og peruvianske Alianza Lima begge er noteret for 3 points. De 2 bedste fra puljen går videre til 1/8-finalerne.

I Gruppe 6 blev det også for Corinthians at hente et point på udebane mod puljens førerhold, mexicanske Cruz Azul. Kampen sluttede som den begyndte, nemlig med 0-0, og der stod modsat kampen i Asunción også et rundt nul ud for udvisninger og skærmydsler. Corinthians begyndte kampen bedst, men røg ind i problemer, da mexicanerne satte sin slutspurt ind.
Cruz Azul holder med resultatet 1. pladsen i puljen med 7 points for 3 kampe, mens Corinthians er noterede for 5 points. Nacional fra Paraguay og venezuelanske Deportivo Táchira ligger under stregen med hhv. 3 og 1 point. Topholdene Cruz Azul og Corinthians støder allerede sammen igen i næste uge, hvor Pacaembu lægger græs til opgøret, mens de 2 øvrige hold mødes i San Cristóbal i Venezuela. Her vil Nacional med en sejr på fremmed græs lægge et solidt pres på de 2 førerhold inden de resterende spillerunder.
 
Se målene fra Libertad-Vasco da Gama

onsdag den 14. marts 2012

Leandro Damião målhelt for Internacional i Libertadores

Internacional skød sig til tops i Gruppe 1 i Copa Libertadores, da man hjemme i Porto Alegre besejrede bolivianske The Strongest med hele 5-0. Hjemmeholdet rev nærmest benene væk under ellers ubesejrede The Strongest, som måtte se sig bagud med 2-0 efter bare 7 minutters spil. Forwarden Leandro Damião, som mange forventer bliver Brasiliens topangriber ved VM på hjemmebanen i 2014, lavede hattrick, mens de sidste mål blev sat ind af Dagoberto og luksusreserven , som mange måske husker fra Manchester City. Leandro Damião er nu opppe på 5 mål i turneringen, og den 22 årige Internacional-angriber deler topscorerværdigheden med Dorlan Pabón fra colombianske Atlético Nacional.
Internacional og The Strongest ligger nu begge i toppen af Gruppe 1 med 6 points for 3 kampe. De forsvarende Copa Libertadores-mestre fra Santos har dog chancen for at komme op på siden af de 2, såfremt Neymar & Co. vinder torsdagens kamp ude mod pointløse Juan Aurich fra Peru.
  
Se målene fra Internacional-The Strongest

mandag den 12. marts 2012

Palmeiras i opvisning mod Botafogo-SP

Palmeiras med Valdivia i startopstillingen sørgede for fin underholdning, da man på fremmed græs slog Botafogo-SP med hele 6-2. Angriberen Hernán Barcos viste sig med 2 mål igen som den topscorer, som Palmeiras savnede i sidste sæson, mens de sidste mål blev fordelt mellem Valdivia, Maikon Leite, Ricardo Bueno og Juninho. Botafogo-SP kæmpede godt, men evner rakte ganske enkelt ikke mod overmagten. Den store klasseforskel kom især til udtryk ved målet til 3-0, hvor Márcio Araújo og Valdivia holdt legestue med Botafogo-forsvaret. Bolden endte til sidst for fødderne af Barcos, der havde let ved at ekspedere bolden det sidste stykke over stregen.
Palmeiras rykker med sejren op på 2. pladsen i grundspillet i Campeonato Paulista med kun et enkelt point op til Corinthians. São Paulo og Santos følger efter i den Top 4, som får fordel af hjemmebane, når der senere fløjtes op til 1/4-finalerne.
   
Palmeiras holdt legestue med Botafogo-SP
 

Luís Fabiano tilbage som matchvinder

Luís Fabiano vendte tilbage som anfører og målscorer, da São Paulo hjemme på Morumbi tog imod Portuguesa i den 13. runde af Campeonato Paulista. Angriberen med fortid i bl.a. Sevilla har været ude med en muskelskade siden 28. januar, så hans comeback var imødeset med spænding. Især med tanke på, at afløseren Willian José er holdets topscorer med hele 9 mål.
Det hele endte med at blive en fin aften for "Fabuloso"og hans mandskab. Portuguesa kom ellers i front lige efter pausen ved Ricardo Jesus, men São Paulo fik hurtigt svaret igen ved Jádson. Samme Jádson, som er hentet i Shakhtar Donetsk, havde også en finger med i spillet, da Luís Fabiano midt i 2. halvleg afgjorde matchen. Jádson fandt Fabiano i feltet, og efter en finte fik den tidligere landsholdsangriber plads til sit venstreben: 2-1 og stor jubel i São Paulo-lejren.
Med sejren rykker São Paulo op på 3. pladsen i delstatsmesterskaberne dækkende staten af samme navn. Grundspillet føres af Corinthians, mens Palmeiras efter 6-2 massakren over Botafogo-SP ligger 2'er. Santos må efter lørdagens nederlag ned som nr. 4.
 
Turneringen kører videre i næste weekend, og der kan man glæde sig til hele 2 kampe på TV 2 Sport:
  • Lørdag kl. 22.30 Palmeiras-Ponte Preta
  • Søndag kl. 20.00 Corinthians-Comercial.
   
Se målene fra São Paulo - Portuguesa
   

Verdensmestre afgjorde Fla-Flu-classico

I år er det 100 år siden, at Flamengo og Fluminense spillede "classico" for første gang i historien. I går var det så tid til at tage hul på et nyt århundrede i rivaliseringen mellem de 2 store Rio-klubber, da de 2 mandskaber mødtes i puljespillet i Taça Rio (delturnering nr. 2 i Rio de Janeiro).
De rød-sorte fra Flamengo kom bedst ind i den nye epoke, da man på Engenhão besejrede Fluminense med 2-0Ronaldinho og Kléberson, der begge var med til at vinde VM for Brasilien i 2002, delte målene imellem sig, og scoringerne faldt kun med 3 minutters mellemrum midt i 1. halvleg. Det blev ikke kun en festaften for R10, der kort før pausen fik marchordre efter sin 2. advarsel. Derefter var der nærmest spil til et mål, og Flamengo-reserven PauloVictor måtte virkelig oppe sig for at holde buret rent.
Dette specielle Fla-Flu-classico fik kun lokket små 15.000 tilskuere til stadion. Både Flamengo og Fluminense skal i midtugen ud i vigtige kampe i Copa Libertadores, så det var varslet, at tilhængerne ville se lidt alternative opstillinger. For Fluminense savnede man spillere som Deco, Thiago Neves og Fred, mens venstrekanten Junior César var den eneste, der havde fået en fridag hos Flamengo. Træner Joel Santana er godt presset for tiden på mandskabssiden. Med 9 spillere på skades- eller karantænelisten var der ganske enkelt ikke råd til at spare esser såsom Ronaldinho og Vágner Love. Publikum havde lugten lunten og de fleste valgte derfor TV-løsningen.
 
Vasco da Gama var også i aktion denne søndag, og det blev til en 3-0 sejr over Madureira. Juninho Pernambucano strålede endnu en gang hos Vasco og den 37-årige frisparksekspert satte sit mandskab i gang med målete til 1-0. Botafogo spillede allerede lørdag og fik skuffende kun 1-1 mod Bangu. Her var der comeback til Jobson, som var tilbage efter en dopingkarantæne på 6 måneder. Angriberen kom på banen efter pausen og trods dårlig form var Jobson på plads med assisten til Botafogos enlige træffer.
 
Stillingen
Der er nu spillet 3 runder i Taça Rio med følgende stilling:
* Macaé fører Gruppe A foran Botafogo, Resende og Flamengo
* Vasco
har taget teten i Gruppe B foran Volta Redonda, Duque de Caxias og Fluminense.
Begge puljer består af 8 hold, og der spilles kun mod hold fra den modsatte gruppe. Nr. 1 og 2 i hver pulje går videre til semifinalen i denne Taça Rio.
 
Fluminense er finaleklar
Fluminense har sit på det tørre, idet Fred & Co. vandt Taça Guanabara, som er den første delturnering. Dermed er Fluminense sikker på en plads i finalen om Campeonato Carioca (det samlede Rio-mesterskab), hvor man møder vinderen af den igangværende delturnering, Taça Rio.
 
Se målene fra Flamengo-Fluminense
   

søndag den 11. marts 2012

William og Deivid søger angrebstræner!

William fra Corinthians og Deivid fra Flamengo har en ting til fælles: De kunne godt bruge en angrebstræner. I lørdagens kamp mellem Corinthians og Guarani missede William for åbent mål, og chancen mindede lidt om den, som Deivid fra Flamengo brændte mod Vasco da Gama for nogle uger siden i Rio de Janeiro. Der blev efterfølgende lavet en del grin med Deivid, og William må nu se frem til samme behandling. I Brasilien elsker man at lave de såkaldte "piadas" og dette er et fint eksempel på brasiliansk humor, når den er bedst/værst.
 
Williams chance:
 

William kunne ikke!
  
Deivids chance, udsat for satire:
En top kan!
Min bedstemor kan!
Betty kan!
Deivid kan også!
 

Corinthians og Santos luftede B-kæderne

Det lykkedes hverken for Corinthians eller Santos at få en sejr i lørdagens kamp i Campeonato Paulista. Corinthians spillede 1-1 hjemme mod Guarani, mens Santos tabte med 3-1 til turneringens hidtidige overraskelse Mogi Mirim. Forklaringen til den spage pointhøst er dog soleklar. Både Corinthians og Santos har fokus på midtugens svære udekamp i Copa Libertadores mod hhv. Cruz Azul-Mexico og Juan Aurich-Peru, så trænerne Tite (Corinthians) og Muricy Ramalho (Santos) valgte at lufte sine B-kæder denne lørdag.

Corinthians smed sejren til sidst
Corinthians var tættest på en sejr i mødet med Guarani. Elton, der afløste den vragede Adriano (vraget af disciplinære årsager), bragte hjemmeholdet på 1-0, og angrebskollegaen William havde en kæmpechance for at bringe Corinthians yderligere foran, men ak og ve! Chancer foran åbent mål lader ikke til at være favoritdisciplinen hos de brasilianske angribere. Vi så en lignede situation for nogle uger siden, da Deivid fra Flamengo i Rio-mesterskaberne brændte århundredes chance mod Vasco da Gama. Deivid fik megen "røg" for denne dyre afbrænder, og William skal nok forvente at få samme behandling i medierne. Det bliver ikke sjovt! Kampen endte med, at Guarani fik et enkelt point med hjem til Campinas. De grønne gæster var ellers blevet reduceret til 10 mand efter en udvisning af Domingos, men kort før tid fik Guarani tildelt et straffe, som Fumagalli sikkert omsatte til 1-1.

Migi Mirim brød Santos' sejrsrække
Turneringens hidtidige overraskelse hedder Mogi Mirim, og "Sapão" (Frøen) fortsatte de gode takter, da de på eget græs besejrede Santos' reserver med 3-1. Neymar & Co. kunne hjemme fra sofaen se et godt spillende Mogi Mirim sætte en stopper for Santos' imponerende sejrsrække, der nåede op på 7 sejre i træk i Campeonato Paulista. Mogi Mirims og turneringens topscorer Hernane (11 mål i 13 kampe) holdt sig pænt tilbage denne lørdag, men så tog Val (2) og Felipe til gengæld over som målscorere. Santos' enlige mål blev sat ind af den 19-årige angriber Dimba.

Stillingen i Campeonato Paulista
Lørdagens resultater betyder, at Corinthians fortsat ligger etter i grundspillet i Campeonato Paulista, mens Santos ligger 2'er. Mogi Mirim klemmer sig med sejren op på 3. pladsen foran Palmeiras og São Paulo. Palmeiras og São Paulo skal dog i kamp denne søndag mod hhv. Botafogo-SP og Portuguesa, og begge mandskaber vil med en sejr rykke op i hælene på duksen Corinthians.
TV 2 Sport streamer Botafogo-SP-Palmeiras i aften kl. 20.00, og den kan genses på kanalen kl. 22.00.

Se højdepunkterne fra Corinthians-Guarani
    

fredag den 9. marts 2012

Vágner Love matchvinder for Flamengo

Flamengo tog en vigtig sejr på 1-0 i Copa Libertadores, da de rød-sorte hjemme på Engenhão tog imod Emelec fra Ecuador. Ronaldinho fortsatte i sit middelmådige spor, mens Vágner Love til gengæld har fundet gnisten efter sin tilbagekomst til Flamengo. Vágner Love sørgede for kampen eneste mål i starten af 2. halvleg efter et bandespil med udskælte Ronaldinho. Men uanset sejr eller ej, så svinger det stadigt ikke for en af Brasiliens mest populære klubber. Tilhængerne har udover Ronaldinho også set sig sure på træner Joel Santana, som ikke vinder sympati med sin lidt forsigtige tilgang med 3 defensive midtbanespiller i startopstillingen. Så mens der bliver piftet af Ronaldinho, må Santana lægge ører til ord som "Burro". Det betyder "æsel", og det er absolut ikke et positivt ladet ord på de kanter.
Med sejren strøg Flamengo helt til tops i Gruppe 2. Holdet har 4 points for 2 kampe, mens Olimpia, Emelec og Lanús følger efter med hhv. 3, 3 og 1 point.
  
Se højdepunkterne fra Flamengo-Emelec
   

Første sejr til Corinthians i årets Libertadores

Hvidklædte Corinthians fik onsdag aften sin første sejr i dette års Copa Libertadores, da man hjemme på Pacaembu besejrede Nacional fra Paraguay med 2-0. De godt 29.000 betalende tilskuere fik set et nervøst hjemmehold, der kæmpede forbilledligt, men samtidig også var storleverandør i fejl. Corinthians hev dog sejren i land på de mål, som Danilo og Jorge Henrique (slået ind med brystet) satte ind i hver sin halvleg,
Denne Gruppe 6 føres af Cruz Azul med maksimumpoint efter 2 runder, Corinthians har 4, Deportivo Táchira et enkelt, mens dagens modstander Nacional stadig står noteret for et rundt nul.
 
Se højdepunkterne fra Corinthians-Nacional
 

torsdag den 8. marts 2012

Outstanding Neymar sænkede Internacional

Neymar leverede endnu en pragtindsats, da Santos hjemme på Vila Bemiro ordnede Internacional med 3-1 i Copa Libertadores. Den 20 årige brasilianske landsholdsspiller lavede alle hjemmeholdets mål, mens hans landsholdskollega Leandro Damião sørgede for gæsternes enlige mål. Neymars første mål blev sat ind på straffe, mens de 2 sidste var af en helt anden kaliber. Målene lignede hinanden, idet de begge var resultatet af nogle imponerende soloraids. Hvad siger I til 65 meter med en tophastighed på 31 km/t? Der er bare Neymar og det er sgu for vildt.
Med sejren kom Santos på tavlen i Gruppe 1. The Strongest fører puljen med 6 points for 2 kampe, mens Santos og Internacional følger efter med 3 points. Juan Aurich ligger sidst efter 2 nederlag.
 
Se målene fra Santos-Internacional

Fluminense indtog La Bombonera

Fluminense tog en flot skalp, da man på La Bombonera slog Boca Juniors med 2-1 i Copa Libertadores. Riquelme & Co havde ikke tabt i 36 kampe i træk, men det fik Fluminense sat en brat stopper for. Deco og Fred sørgede for gæsternes mål, mens Somoza stod for Bocas enlige træffer.
Fluminense fik masser af roser for kampen, også af argentinsk presse, der mente, at holdets indsats havde europæisk snit. Så har man hørt det med.
Sejren i Buenos Aires giver Fluminense et godt udgangspunkt for kvalifikation til knockout-fasen. Fluminense fører Gruppe 4 med 6 points for 2 kampe, Arsenal de Sarandí har 3, mens Boca Juniors og Zamora begge er noteret for ét enkelt point.
  
Se målene fra Boca Juniors-Fluminense
  

onsdag den 7. marts 2012

Vasco-sejr trods 2 brændte straffespark

Første sejr i årets Copa Libertadores
Vasco da Gama fik sin første sejr i Copa Libertadores 2012, da man hjemme på São Januário slog peruvianske Alianza Lima med 3-2. Hjemmeholdet fik vendt 0-1 til 3-1, inden at Alianza med 10 mand på banen kort før tiden fik skabt lidt spænding om resultatet.
Dedé og fantastiske Juninho i helteroller
Den store stopper Dedé spillede igen en vigtig rolle for Vasco med sit mål til 2-1, mens angriberen Alecandro til tilgæld må græmme sig over 2 brændte straffespark. Da Vasco 10 minutter før tid fik tildelt sit 3. straffespark tog Juninho Pernambucano over, og den tidligere Lyon- og brasilianske landsholdsspiller havde lige det fornødne held i duellen med Libman i det peruvianske mål. Juninho vendte tilbage til Vasco i 2011, og selv om han har rundet de 37 år, leverer han stadigt varen på banen. Juninho, der stammer fra staten Pernambuco i det nordøstlige Brasilien (derfor bonusnavnet "Pernambucano"), var faktisk med, da Vasco da Gama sidst vandt Copa Libertadores tilbage i 1998, og det er immervæk 14 år siden. Imponerende Juninho Pernambucano!

Stillingen i Gruppe 5 
Med sejren ser det lidt mere positivt ud for Vasco i Gruppe 5. Juninho & Co. ligger på 2. pladsen med 3 points for 2 kampe, mens Libertad fra Paraguay indtil videre har kørt rent trav med 2 sejre ud af 2 mulige. Nacional fra Uruguay med bl.a. Álvaro Recoba i truppen ligger 3'er, mens Alianza ligger sidst uden points.

Mere brasser-action onsdag
Der er mere brasserbold i Copa Libertadores i de kommende dage. Det store ryk sker i dag onsdag, hvor fokus er på "mestermødet" mellem Santos og Internacional. De 2 seneste vindere af turneringen lægger arm på Vila Belmiro i Santos. Fluminense får også hænderne fulde i Buenos Aires, hvor Boca Juniors tager imod. Corinthians skulle gerne klare paragrafferne hjemme mod Nacional, mens skadesramte Flamengo i morgen kan imødese en svær opgave mod Emelec.
  
Kampprogrammet ser således ud:
  • Santos - Internacional (Gruppe 1)
  • Flamengo - Emelec-ECU (Gruppe 2) - spilles torsdag.
  • Boca Juniors-ARG - Fluminense (Gruppe 4)
  • Corinthians - Nacional-PAR (Gruppe 6)
Se højdepunkterne fra Vasco-Alianza

mandag den 5. marts 2012

Udskældte Ronaldo matchvinder for Flamengo

Fuld pointhøst til de fire store i Rio de Janeiro
De fire store i Rio de Janeiro fik alle fuld gevinst i 2. runde af Taça Rio, som er delturnering nr. 2 i det samlede spil om Campeonato Carioca (Rio-mesterskabet).
 
Ronaldinho afgjorde mod Duque de Caxias
Flamengo havde store problemer i søndagens kamp mod Duque de Caxias. Hårdt kritiserede Ronaldinho slog til på et straffespark kort før tid og reddede dermed en 2-1 sejr til de rød-sorte. Flamengo var i stiv modvind efter en knockout af keeperen Felipe i 1. halvleg, og en udvisning af Bottinelli efter pausen, så på den led var det fint at hive sejren hjem til sidst (se målene på videoen nederst på siden).
Ronaldinho har som sagt fået kniven på det seneste.  F.eks. har sportsavisen iG Esportes spurgt sine læsere om hvem de helst ser ude af landsholdet, og her blev Ronaldinho den helt store taber med 63% af de afgivne stemmer. Det er absolut ikke opmuntrende læsning for en spiller, der drømmer om OL-deltagelse i London juni 2012. Mens R10 hænger rent spillemæssigt, er Vágner Love på rette spor. Angriberen med de røde fletninger scorede kampens første mål og fik fremprovokeret det afgørende straffespark mod Duque. Det giver lidt håb for træner Joel Santana, der får brug for alle gode kræfter allerede på onsdag, hvor Flamengo får besøg af Emelec fra EcuadorCopa Libertadores. Her må Santana se bort fra 1. keeperen Felipe efter søndagens knock-down samt nøglespillere som William, Renato Abreu og Aírton.
 
Fluminense varmede op til Boca Juniors-kamp med sejr
Vinderen af delturnering nr. 1, Fluminense leverede den mest overbevisende præstation med 3-0 over Nova Iguaçu. Den tidligere landsholdsspiller Rafael Sobis scorede 2 gange for "O Tricolor", mens indskiftede Matheus Carvalho sørgede for det sidste mål. Kampen var en god opvarming til onsdagens storkamp i Copa Libertadores, hvor Fluminense møder argentinske Boca JuniorsBombonera i Buenos Aires.
 
Glæde og sorg i Vasco da Gama

Vasco da Gama havde tankerne på tirsdagens match i Copa Libertadores mod peruvianske Alianza Lima, så træner Cristóvão Borges luftede 10 reserver i lørdagens udekamp mod Olaria. B-kæden var stærk nok til en 2-0 sejr, og træneren kunne glæde sig over et flot comeback til Éder Luís. Den skadesplagede angriber slog til med et enkelt mål, og han skal nok med tiden slå sig ind i startopstillingen. Til gengæld måtte kampens anden målscorer Carlos Tenório udgå med en alvorlig skade, som holder spilleren fra Ecuador ude i de næste 6 måneder.
 
Botafogo med maksimumpoint
Botafogo var det eneste af de fire store hold, som hentede en sejr i den 1. runde af Taça Rio, og de zebrastribede fulgte fint op med endnu en sejr. Det gik ud over Volta Redonda, der måtte tage fra Engenhão med et nederlag på 3-1. Argentinske Herrera nettede 2 gange, mens den målfarlige stopper Antônio Carlos var sidste mand på tavlen for Botafogo. Oswaldo de Oliveiras mandskab er som det eneste af de store Rio-hold ikke med i Copa Libertadores, så de kan holde kampfri her i midtugen.
  
Kampene i Taça Rio fortsætter næste weekend. Vinderen af denne delturnering får en plads i den grande finale om Campeonato Carioca. Den første finaledeltager er Fluminense, der finalebesejrede Vasco da Gama med 3-1 i den første delturnering, Taça Guanabara.
   
Se målene fra Duque de Caxias-Flamengo
    

Prinsen slog Kejseren

Ibson matchvinder!
Santos tilføjede topholdet Corinthians sæsonens første nederlag, da de 2 klubber spillede classico på det nyanlagte græstæppe på Vila Belmiro. Midtbanespilleren Ibson sørgede for kampens eneste mål 12 minutter inde i 2. halvleg efter en suveræn frispilning af Paulo Henrique Ganso.
Søndagens kamp havde især fokus på mødet mellem Neymar og Adriano, en duel, som gik under titlen "Prinsen mod Kejseren", men ingen af de 2 hovedpersoner fik dog synderligt meget ud af kampen. Adriano var blind passager hos Corinthians, mens Neymar ikke fik sin sædvanlige dominerende rolle hos "fiskene". Prinsen Neymar kunne dog glæde sig over 1-0 sejren, der bringer Santos op på 7 sejre i træk i Campeonato Paulistão.

São Paulo nu i Top 4
Corinthians holder trods nederlaget fast i duksepladsen, men nu kun med 2 points ned til Santos2. pladsen. Ubesejrede Palmeiras ligger 3'er efter en skuffende 0-0 kamp mod São Caetano. São Paulo hev sig langt om længe op i Top 4 med en 1-0 sejr ude mod XV de Piracicaba. Det lignede længe en nullert mod bundholdet, men Cícero dukkede op som en frelsende engel i kampens næstsidste minut. Stortalentet Lucas bliver som tidligere nævnt reddet hårdt for tiden. I går fik den 19 årige landsholdsspiller 86 minutter på banen mod XV i det, som var hans 4. kamp på 8 dage. I den sammenhæng ligner den næste uge nærmest en badeferie for Lucas med kun 2 kampe på programmet.
 
Kommende kampe
Delstatsmesterskaberne fortsætter i næste weekend, hvor programmet for de 4 store ser således ud:
  • Santos - Mogi Mirim (lørdag)
  • Corinthians - Guarani (lørdag)
  • Botafogo-SP - Palmeiras (vises på TV 2 Sport søndag kl. 20.00)
  • São Paulo - Portuguesa (søndag)
Men inden da skal Santos og Corinthians i kamp på onsdag i Copa Libertadores, hvor man er nået til 2. runde i gruppespillet. Palmeiras og São Paulo er ikke kvalificeret til Sydamerikas fornemste klubturnering, så de må nøjes med midtugekampe i Copa do Brasil, som er den brasilianske pokalturnering. Her er kampene ikke så prestigefyldte, men turneringen fik alligevel et boost, da fodboldforbundet CBF for nogle år siden besluttede at tildele vinderen en plads i Copa Libertadores.
Men mere om Copa Libertadores og Copa do Brasil senere på ugen.

Sambabold på TV 2 Sport
I aften kl. 21.30 er der endnu et "must-see" for fans af brasiliansk fodbold. TV 2 Sport viser nemlig programmet Sambabold med 30 minutters uddrag fra ugens kampe i São Paulo. Mon ikke der bliver en del fokus på Santos-Corinthians og det mål, som dukkede Corinthians for første gang i 2012.
 
Se målet fra Santos-Corinthians
       

lørdag den 3. marts 2012

Rovdrift på stortalentet Lucas?

Lucas imponerer!
Unge Lucas imponerede endnu en gang, da São Paulo hjemme på Morumbi slog Guaratinguetá med sikre 3-0. Stortalentet scorede selv det første mål lige før pausen, mens topscoreren Willian José og Fernandinho gjorde arbejdet færdigt i 2. halvleg. Lucas og den defensive midtbanespiller Casimiro (2 assists) fik gode karakterer hos O Globo, og det er godt at se, at de unge slår til i São Paulo. Men når man kigger på kampprogrammet for en spiller som Lucas, så kan man ikke undgå at blive bekymret.
  
Rovdrift?
Man kan roligt sige, at Lucas har været hårdt spændt op siden i søndags, hvor han efter en del polemik fik lov til at spille classico mod Palmeiras. Herefter gik turen i fly til Schweiz (godt 12 timer) og torsdagens landskamp mod Bosnien. Her leverede Lucas et fint indhop, hvor han var med til at sætte fart på "O Seleção". Så gik det huj-hej tilbage til Brasilien (igen godt 12 timer i fly), og kamp torsdag for São Paulo, hvor det blev til 1 time på banen samt et mål. Jo, en spiller af Lucas' kaliber kan man altid bruge, men dette forløb tenderer rovdrift på en kommende stjernespiller.
  
Fortjent hvile?
Nu er spørgsmålet, hvad der sker på søndag, når São Paulo møder det absolutte bundhold fra XV de Piracicaba. Logikken siger, at Lucas godt kunne bruge en hviledag, men meget tyder på, at træner Emerson Leão har andre ideer. I følge O Globo skulle Lucas være med i startopstillingen mod XV, hvor han som sædvanligt danner angrebsduo med Willian José. OK, São Paulo er hårdt ramt af skader for tiden, men det undrer mig alligevel, at der ikke bliver lidt pusterum til netop Lucas.
 
Med på 3 fronter
Den 19-årige knægt får et hårdt 2012, hvor han udover kampene med São Paulo også kan se frem til masser af landsholdsaktiviteter. Der er testkampene med det normale landshold, men den altoverskyggende begivenhed bliver dog Sommer-OL i London. Her bliver Lucas en af nøglefigurerne sammen med Neymar på det U/23- hold, som skal hjemføre det eneste guld, som Brasilien mangler i sin imponerende samling. Her skal spillere som Lucas og Neymar stadig have energi på batteriet, såfremt drømmen om OL-guldet skal ske fyldest.

São Paulo og Campeonato Paulistão
São Paulo ligger fortsat 6'er i den samlede stilling i Campeonato Paulistão, og holdet ligger fint til mht. kvalifikation til slutspillet. De 8 bedste fra grundspillet får en plads i kvartfinalerne, som er første trin i slutspillet om delstatsmesterskaberne i São Paulo.
 
Se målene fra São Paulo-Guaratinguetá
      

torsdag den 1. marts 2012

Populær pirat i Palmeiras

Angriberen Hernán Barcos er måske den angriber, som kan løfte Palmeiras op fra sidste sæsons middelmådighed og op til den sjove ende af tabellen. Den argentinske "pirat", som blev hentet i LDU Quito op til denne sæson, har fået en fantastisk start hos "Verdão" (De Grønne), og han understregede sin gode form med et smukt-smukt mål i Palmeiras' 3-1 sejr over Linense. Barcos var på pletten til 2-0, og scoringen var i den mere flabede kategori. "Piraten" spillede ganske enkelt bolden den ene vej og løb selv den anden vej rundt om sin direkte modstander, og det hele blev sluttet af med et frækt lob henover Linenses sidste skanse. Klassemål!
Barcos har nu scoret 5 mål i 6 kampe, og det giver en 5. pladstopscorerlisten. Det varmeste navn på denne liste er dog Hernane fra Mogi Mirim med 10 mål i 11. kampe, mens en spiller som Neymar hidtil er noteret for 6 kasser.
I den samlede stilling holder ubesejrede Palmeiras fast i 2. pladsen i Campeonato Paulistão. Grundspillet føres fortsat af Corinthians (ligeledes ubesejret), Santos ligger 3'er og Mogi Mirim med topscoreren Hernane er overraskelsen i Top 4. Målet med grundspillet er at få udvalgt de 8 bedste, som går videre til kvartfinalespillet.
Topkandidaterne til titlen Corinthians og Santos hentede også en sejr i onsdagens kamp. Corinthians var godt nok ude i tovene mod Catanduvense fra den tunge ende af tabellen, men Paulinho og Danilo fik vendt 0-1 til 2-1 i løbet af kampens sidste 10 minutter, og så betød det ikke så meget at Alex undervejs sendte et straffespark på stolpen.
Santos var på mere sikker kurs i udekampen mod Guarani. Ibson og Arouca sørgede for målene i 2-0 sejren i Campinas, og det er et super resultat med tanke på, at "fiskene" (Santos' kælenavn) var uden landsholdsspillerne Neymar, Ganso og Rafael (målmand).
Netop Corinthians og Santos clasher sammen på søndag kl 20.00 dansk tid, og den gode nyhed er, at kampen transmiteres direkte på TV 2 Sport. Det er det ubesejrede tophold fra Corinthians, der skal prøve kræfter med turneringens mest scorende hold. Det kan ikke blive andet end underholdende!
  
Barcos' golaço mod Linense